English Copenhagen Phil
7. juli 2019 kl. 15:00
Tivolis Koncertsal

Tivoli Copenhagen Phil
Dirigent / Sebastian Lang-Lessing
Solister / István Várdai, cello
Anna Egholm, violin

Tivoli / I krigens kølvand

Krigen har til alle tider haft indflydelse på kunsten – på godt og ondt. Ved denne koncert kan man høre tre forskellige værker, der hver på sin måde forholder sig til krigen, søger trøst, beskriver smerten eller hylder heltene!

Koncerten indledes med et af den engelske musiklitteraturs mest elskede værker, kompo­neret af Vaughan Williams med inspiration i et digt af samme navn om den syngende lærke, der flyver mod himlen. Det er impressionistisk og billedskabende musik med et stænk melankoli, som forstærkes af det faktum, at komponisten komponerede den første version af værket, en sonate for violin og klaver, i 1914, hvor 1. Verdenskrig brød ud. Vaughan Williams lod sig indrullere i hæren og tog først musikken frem igen efter krigen, hvor han så lod musikken udfolde sig i versionen for violin og orkester, og hvor det er svært ikke at høre det idylliske, fredfyldte landskabsmaleri som en længsel, en nostalgi, efter noget, der var en engang.

Melankolien er også til at tage og føle på i Elgars udødelige cellokoncert, komponeret i 1919. Sir Elgar, komponisten bag Land of Hope and Glory blev dybt berørt af 1. Verdenskrig. Så berørt, at han efter et par forsøg med nogle patriotiske værker helt opgav at komponere. Først efter krigens slutning komponerede Elgar igen, og cellokoncerten blev hans sidste større værk. Musikken er dybt følelsesladet og præget af det indtryk, krigen havde gjort på Elgar – den er passioneret, lyrisk, dramatisk, hjerte­skærende. Den blev ikke nogen stor succes ved premieren, men tog senere revanche – ikke mindst da Jaqueline du Pré i 1960’erne__ tog koncerten på sit repertoire.

Solisten ved koncerten i Tivoli – ungarske Istvan Vardai spiller faktisk på du Prés instrument fra dengang! – en fantastisk stradivarius fra 1673.

Hvor der i den engelske del af koncerten er stærk melankoli i kølvandet på krig, er overskriften hos Beethoven ’heroisk’. Den berømte 3. symfoni, Eroica, har revolutions­krigene og Napoleonskrigene som baggrundstæppe. Beethoven var stærkt optaget af de nye tider efter den franske revolution, af oprøret mod tyranniet og det oplyste menneskes kamp. Beethoven selv kæmpede med døvheden, der for alvor var begyndt at indfinde sig. Alt dette hører man i Eroica, der er en arena for den indædte, viljefast kamp, hvor fronterne trækkes op og dramatiske forløb udfolder sig i tre kvarters musik – dobbelt længde i forhold til en traditionel symfoni på den tid. Beethoven dedikerede oprindeligt symfonien til Napoleon, men kradsede dedikationen ud af noden, da Napoleon kronede sig selv som kejser, hvormed han for Beethoven viste sig som en tyran som alle andre tyranner.

Program
Vaughan Williams / The Lark Ascending
Elgar / Cellokoncert
Beethoven / Symfoni nr. 3, Eroica

Køb billet