Indlæser Begivenheder
01
oktober
fredag

Kamioka og Nielsens 4.

1. oktober 2021 kl. 17:00
  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Copenhagen Phil
Chefdirigent / Toshiyuki Kamioka
Solist / Daniel Müller-Schott, cello

Haydn / Cellokoncert nr. 1
Nielsen / Symfoni nr. 4, Det uudslukkelige

KAMIOKA & NIELSENS 4.

Ofte skal man rejse ud i verden for at se sit eget land med nye øjne. Det samme gælder med Carl Nielsens musik, som de bedste danske dirigenter allerede har portrætteret fornemt både ved koncerter og indspilninger. Nu er det Copenhagen Phil og chefdirigent Kamiokas tur til at opføre samtlige Nielsen-symfonier. Denne aften er turen kommet til Nielsens banebrydende og mesterlige 4. symfoni. Og én af verdens mest eftertragtede cellister, Daniel Müller-Schott, er solist i Haydns livsbekræftende 1. cellokoncert.

Carl Nielsen skrev sin 4. symfoni under Første Verdenskrig. Den er både voldsom, kaotisk kontrastfuld og kulminerer i den berømte paukeduel. Det er derfor nærliggende at høre værket som et musikalsk billede af en dødelig kamp. Men Nielsen ville det modsatte. Symfonien skulle nemlig udtrykke musikkens iboende vilje til liv. Han skrev: “Musikkens elementæreste Væsen er Lys, Liv og Bevægelse der hugger Stilheden i stykker.” Den skulle ikke blot symbolisere, men fremstå som et eksempel på den elementære livskraft, der overvinder alt: “Musik er Liv, som dette uudslukkelig.” Et forrygende værk og ét af Nielsens mest originale og dramatiske – hvor livet sejrer trods alle odds.

Længe fandtes der kun én cellokoncert af den østrigske komponist Franz Joseph Haydn, nemlig hans lyriske cellokoncert fra 1783. Samtidig vidste man fra komponistens eget håndskrevne værkkatalog, at han havde komponeret en cellokoncert i C-dur, formodentligt mellem 1761 og 1765. Men den forsvandt og dukkede først op næsten 200 år senere på et museum i Prag. Haydns første cellokoncert er nu ét af hans mest elskede værker og demonstrerer virkelig, hvad en cello kan udrette. Koncerten er triumferende og charmerende – og spækket med både virtuose løb og finurlige detaljer. Den præsenteres af den tyske cellovirtuos, Daniel Müller-Schott, hvis energiske fortolkninger og smittende personlighed har skabt store koncertoplevelser sammen med blandt andre violinisten Anne-Sophie Mutter, London Symphony Orchestra og Berliner Filharmonikerne.

Copenhagen Phils samarbejde med chefdirigent Toshiyuki Kamioka støttes af Det Obelske Familiefond.
Gratis koncertintroduktion på scenen kl. 16:10 v. Katrine Nyland Sørensen i samtale med orkestrets cellist Halina Wigocka Wamberg og paukist Harry Teahan.

Arrangør: Copenhagen Phil
Varighed: Ca. 2 timer
Dørene lukkes præcis
Overtøj og større tasker må ikke medbringes i salen
Garderobeafgift inkl. i prisen

Detaljer
Dato: 1. oktober 2021
Tid: 17:00
Begivenhed KategoriAfholdte koncerter
Sted
Julius Thomsens Gade 1
1974 Frederiksberg C, Danmark
Arrangør
Arrangør navn: Copenhagen Phil