Lan Shui har været kunstnerisk leder og chefdirigent ved Singapore Symphony Orchestra siden 1997, kunstnerisk rådgiver ved the National Taiwan Symphony Orchestra siden 2010 og fra 2007 til 2016 var han chefdirigent for Copenhagen Phil. Under Lan Shuis ledelse har Singapore Symphony Orchestra udviklet sig til et orkester i verdensklasse, og han har sammen med orkestret eksklusivaftale med pladeselskabet BIS. Han har dirigeret orkestret på flere meget roste turnéer i Tyskland, Schweiz, Japan, Kina, Hong Kong, Taiwan, Frankrig, Spanien og USA.
Som gæstedirigent har Lan Shui stået i spidsen for en lang række orkestre både i USA, Canada og Europa – bl.a. Los Angeles Philharmonic, Baltimore Symphony, Detroit Symphony, Houston Symphony, Minnesota Orchestra, Deutsches Symphonie-Orchester (Berlin), Göteborg Symfoniorkester samt Radioorkestrene i Frankfurt og Stuttgart. Han har optrådt på festivaler som Tanglewood, Aspen, Round Top, Eastern Music og Casals Festivalen, og har desuden været 1. gæstedirigent ved Aalborg Symfoniorkester.
Lan Shui er født i Hangzhou i Kina. Han har studeret komposition på konservatoriet i Shanghai og taget eksamen i direktion fra konservatoriet i Beijing. I 1986 fortsatte Lan Shui sine studier ved Boston University og deltog i Tanglewood Festivalen, hvor han arbejdede tæt sammen med Leonard Bernstein. Fra 1992 til 1994 var han assistent for dirigenten David Zinman ved Baltimore Symphony Orchestra. Fra 1994 til 1997 var han Neeme Järvis assistent ved Detroit Symphony og Kurt Masurs assistent ved New York Philharmonic samtidig med, at han deltog i Boulez og Cleveland Orchestras Young Conductors’ Project i Paris.
Siden 1998 har Lan Shui indspillet over 16 cd’er på pladeselskabet BIS. Cd’en Seascape, som han indspillede med Singapore Symphony Orchestra, blev valgt som én af de bedste udgivelser i 2007 af International Music Web, og cd’en Movement med DR’s Radiosymfoni blev nomineret til en grammy. Han har modtaget flere internationale priser bl.a. fra Beijing Arts Festival, New York Tcherepnin Society, Besancon dirigentkonkurrencen og Boston University (Distinguished Alumni Award).
Derudover har Lan Shui dirigeret blandt andre San Francisco Symphony, Shanghai Symphony Orchestra, Orchestra National des Pays de la Loire og Iceland Symphony Orchestra.