PM. DJ Noize møder symfoniorkestret facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

KLASSISK SCRATCH:
DJ Noize battler med symfoniorkester

Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil præsenterer den 25. januar én af Danmarks skrappeste dj’s: DJ Noize i en battle med orkestrets 70 musikere. Det sker ved koncerten, “60 minutes of Noize”, i Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radio­huset) – hvor DJ Noize for første gang nogensinde optræder med et symfoniorkester. Efter koncerten er Noize DJ i loungen.
DJ Noize (alias Kim Sæther) er solist i Gabriel Prokofievs hiphop/­klassiske værk “Concerto for Turntables and Orche­stra” ved orkestrets tredje 60 minutes koncert denne sæson. Og han er spændt på udfordringen: “At jeg skal stå som selvlært – sammen med et symfoniorkester – er en smule intimide­rende. Men jeg prøver at huske på, at de kan lige så lidt på mine plade­spillere, som jeg kan på deres instrumenter. Musikken er spænd­ende, og jeg har set min kollega DJ Switch performe “Concerto for Turntables and Orchestra” i England."
Denne vinter­aften i København står Noize selv på scenen for første gang med et klassisk orkester: “Jeg synes, det er fedt, at inkludere en dj i en klassisk opsætning og bygge broer mellem de to verdener. Jeg glæder mig til at dele scene med så mange dygtige mennesker. Og er spændt på, hvad dirigenten får ud af mig, når jeg står i sådan en fin koncertsal.”
DJ Noize er én af Danmarks mest respekterede dj’s. Han har vund­et det danske mesterskab i 1993, 1994, 1995 og 1996. I sommeren 1994 slog han for alvor sit navn fast på den inter­nationale scene, da han vandt verdensmesterskabet i dj-battlen, New Music Seminar, i New York. Han har spillet for udsolgte klub­ber over hele verden. Foruden at arbejde som dj er han i dag også komponist og sangskriver for diverse kunst­nere, film, reklamer og tv-shows.

Barnebarn til verdenskomponist

Det er det 37-årige multitalent, Gabriel Prokofiev, der står bag “Concerto for Turntables and Orchestra”. Med et ben i både hiphop og den klassiske verden har han komponeret værk­et for at bringe dj’en og orkestret tættere på hinanden – i værket kan man ex høre hiphop trommemønstre, reggaeton og disco-house. Som han selv siger: “Hiphoppen har ofte før samplet brud­stykker af klassisk musik med stor succes, så hvorfor ikke den anden vej rundt?”
Den store inspirationskilde til “Concerto for Turntables and Orchestra” er pladespilleren, derfor udforsk­er værket de vig­tigste dj-teknik­ker. Musikken er inddelt i fire satser, der hver foku­serer på én teknik. Første sats koncentrerer sig om én af de mest basale DJ-teknikker: At afspille en smule musik, stoppe, afbryde, gå tilbage, ned i tempo og stoppe. Anden sats undersøger på den tidlige DJ-teknik: At mixe. Tredje sats hand­ler om den mest berømte teknik: At scratche og fjerde sats spiller en melodi på pladespilleren.
Gabriel Prokofiev er barnebarn af den store russiske kompo­nist, Sergei Prokofiev. Han bor i dag i London, hvor han har bevæget sig ud af sin farfars overvæld­ende skygge. I dag pro­ducerer han dance, electronica, klassisk og hip­hop og arran­gerer de populære “Nonclassical” klubaftener i London.
Udover “Concerto for Turntables and Orchestra” spiller orke­stret bl.a. også uddrag af Sergei Prokofievs verdenskendte “Romeo & Julie.”

60 minutes

Koncerten er en 60 minutes koncert: Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils nye koncertformat, der ønsker at tiltrække et nyt publikum ved at vise de mange måder, man kan bruge et symfoni­orkester på. Dørene åbner kl. 19:30 til Den Musikalske Markedsplads (kunstner­møder, spisning og installationskunst), support er kl. 20:30, og “60 minutes of Noize” starter kl. 21. Efter koncerten vender DJ Noize plader i loungen.
I 2012 spillede orkestret 60 minutes koncerter med besøg af Efterklang samt Aaron og Bryce Dessner fra The National, der for første gang introducerede det danske publikum for den nye indie-classical genre.
DJ Noize battler med orke­strets 70 musikere den 25. januar
Gabriel Prokofiev har kom­poneret aftenens hovedværk for orkester og dj
“60 MINUTES OF NOIZE”
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil
25. januar 2013 fra kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
(tidl. Radiohuset)
Solist / DJ Noize
Dirigent / Lan Shui
Musik / Bl.a. Gabriel Proko­fievs “Concerto for Turntables and Orchestra” vs. uddrag af Sergei Prokofievs “Romeo & Julie”
Support / Gabriel Prokofiev m. Messerkvartetten
Lounge / DJ Noize
Billetter / www.billetten.dk og www.copenhagenphil.dk
Pris / 200 kr. / Unge u. 25 år 100 kr.
Madbillet / 125 kr. (lukker en uge før koncerten)
Læs koncertavisen / bl.a. med aftenens program samt interviews med DJ Noize og Gabriel Prokofiev
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019