PM. Finsk maestro gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Finsk maestro gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil

En fantastisk aften venter forude, når Sjællands Symfoni­orkester / Copenhagen Phil den 8. november får besøg af den store finske maestro, Osmo Vänskä.
Den 8. november præsenterer Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil forrygende musik – og ikke mindre end en stor dirigent og solist. Det sker, når den finske maestro, Osmo Vänskä, dirigerer den fremragende pianist, Dejan Lazic, i Beethovens Klaverkoncert nr. 3 samt leder Bartóks storslåede værk: Koncert for orkester.
Aftenen indledes med Dvoráks Blæserserenade, hvor Osmo Vänskä helt ekstraordinært medvirker som klarinet­tist – hans profes­sionelle musikerliv startede nemlig på klarinet.
Sjældent fornemt besøg
Det hører til sjældenhederne, at den verdenskendte finske topdirigent, Osmo Vänskä (f. 1953), gæster Danmark. Vänskä har siden 2003 været chefdirigent for Minnesota Symphony Orche­stra, hvor han har opnået ekstraordinært flotte anmeldelser – derfor er hans kontrakt blevet forlænget til 2015.
Vänskä har modtaget mange fornemme udmærkelser og optræder jævnligt med alle de største europæiske og amerikanske orke­stre som San Francisco Symphony, Chicago Symphony, New York Philharmonic, Berliner Filharmonikerne, Royal Concertgebouw, Czech Philharmonic Orchestra, London Philharmonic Orchestra og Orchestre de Paris. I oktober 2010 dirigerede han Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil og hjalp sin niece, Inkeri Vänskä, godt på vej ved hendes debutkoncert fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Politiken anmeldte koncerten med ordene: “Et af mandens varemærker er at formidle musikken så dynamisk og smidig som nyopslået bolledej. Barbers musik fra 1939 kom helt op på beatet, helt ned i vemodigt patos og helt rundt på farvepaletten.”
Osmo Vänskä bor i dag i Minneapolis – og en af hans hobbyer er at køre på motorcykel.
Fantastisk program
Vänskä dirigerer den kroatiske superpianist, Dejan Lazic, i Beethovens skønne 3. klaverkoncert. Lazic er en af sin gene­rations mest originale pianister. Det engelske klassiske musikmagasin Gramophone har omtalt ham som: ”En fremragende pianist med stor idérigdom og evne til at udføre disse ideer overbevisende.” For et par år siden gæstede Lazic Danmark og var solist med DR SymfoniOrkestret i serien ”Rising Stars.”
Aftenen afsluttes med Bartóks storslåede Koncert for orkester. Han skrev værket i 1943 – med orkestret som solist, da de for­skellige instrumenter stikker hovederne frem undervejs. Det er et vildt originalt værk, skrevet med viden, begavelse og humor af Bartók, som var dødssyg og på flugt fra nazismens rædsler. Den lyder skam flot på cd, men Bartóks virkemidler skal op­leves i en koncertsal. Det er selve orkestrets sjæl, vi bliver inviteret til at møde. Hvem siger nej til det?
Ved koncerten torsdag den 8. november uddeles Sydbanks Musik­pris 2012.
Den 8. november gæster den finske maestro, Osmo Vän­skä, orkestret.
“KONCERT FOR EN OG KONCERT FOR MANGE”
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil
8. november kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Osmo Vänskä
Solist / Dejan Lazic, klaver
Dvorak / Blæserserenade
Beethoven / Klaverkoncert nr. 3
Bartók / Koncert for orkester
Billetter / www.billetten.dk og www.copenhagenphil.dk
Pris / 180-360 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat
Koncerten spilles også:
9. november kl. 19:30 / Holbæk Seminarium
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019