PM. Ny sæson med Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Ny sæson med Copenhagen Phil

På fredag den 1. marts 2019 offentliggør Copenhagen Phil den kommende sæson 2019/2020. En sæson med besøg af både etable­rede og nye navn fra ind- og udland. En sæson, der byder på store oplevelser i Konservatoriets Koncertsal på Frederiks­berg – og på hele Sjælland. Samme dag starter løssalget.
Den nye sæson starter den 20. september med premieren på orkestrets nye store satsning: 6 Afgørende Øjeblikke. En koncertserie, der præsenterer en række afgørende øjeblikke i musikhistorien sat i scene i samarbejde med Betty Nansen Teatret, podcast-magasinet Third Ear, de visuelle design­magere Dark Matters samt Ørestad Gymnasium. Under ledelse af chefdirigent Toshiyuki Kamioka dykker vi denne sæson ned i Sjostakovitjs Leningrad-symfoni samt Schumanns symfoni nr. 2 med hhv. Thure Lindhardt og Helle Fagralid i front.
Mesterdirigenten Mario Venzago vender tilbage og opfører Bruckners 4. symfoni – han medbringer også den forrygende violinsolist Alina Pogostkina, der får hovedrollen i Mendels­sohns violinkoncert. Sæsonen byder også på ambitiøse fælles­projekter med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium under stærke dirigenter som chefdirigent Kamioka, Julien Salemkour fra Staatskapelle Berlin samt æres-gæstedirigent Lan Shui. Her kan publikum bl.a. se frem til Wagners Ringen uden ord, Rimskij-Korsakovs Sheherazade, forspillet til Wagners Lohen­grin og Strauss’ Ein Heldenleben.
Flere af Danmarks markante talenter og musikpersonligheder gæster orkestret såsom Jonathan Swensen, Katrine Gislinge og Bjarke Mogensen. En række fremtrædende solister medvirker også, når vi fejrer Holmens Kirkes 400 års jubilæum sammen med Michael Schønwandt med bl.a. Mozarts c-mol messe.
I starten af 2020 tager 60 minutes festivalen over, og ryt­mi­ske artister krydser musikalske kling­er med det klassiske orkester. Disse koncerter annonceres i efteråret 2019. Orkestrets pædagogiske projekt Musik På Tværs fort­sæt­ter også og har stor tilslutning fra skoler i hele regionen. Her besøger musikerne klasseværelserne og præsen­te­rer børnene for musikken – som efterfølgende folder sig ud i fuldt flor ved en række skolekoncerter i Konservatoriets Koncertsal for de ca. 6000 deltagende børn.
Igen i år kommer Copenhagen Phil ud i alle kroge af Sjælland og Lolland/Falster – i alle konstellationer – med koncerter som Open Orchestra, hvor publikum kan gå rundt mellem de spillende musikere, koncerter på lokale folkeskoler, plejehjem, hos­pi­taler, med musikskoleelever, erhvervsevents, familiekoncerter og meget andet.
Vi holder fast i at opføre Bachs traditionsrige Juleoratorium i Københavns Domkirke, Nøddeknækkeren – i år på Det Kgl. Teater med hhv. Det Kgl. Kapel og Copenhagen Phil i orkester­graven – forestå musikken til Den Jyske Operas forestillinger på Sjælland samt afholde en række festlige nytårskoncerter på hele Sjælland; denne sæson med Brdr. Price.
Og endelig skifter orkestret selvfølgelig navn til Tivoli Copenhagen Phil i sommersæsonen og står for en stor del af musikken i den gamle have.
Musikchef Uffe Savery ser frem til den nye sæson:
“Jeg er stolt over at kunne præsentere sæson 2019/2020, der i høj grad ser fremad og rækker ud til publikum i alle aldre – i både København og på hele Sjælland. I Copenhagen Phil insisterer vi på at være det uundværlige symfoniorkester, der påtager sig et ansvar for at bringe musik og menneske i centrum. Derfor udvikler vi koncertformater og platforme, der på nye måder kommer tæt på publikum – hvor musikken oplevet af det enkelte menneske i sig selv er et formål og har en værdi. De nye initiativer er blevet taget godt imod af både fonde og kommuner, hvilket i høj grad er glædeligt.”
 
Thure Lindhardt
Alina Pogostkina
Chefdirigent Toshiyuki Kamioka
Katrine Gislinge
Sæsonen offentliggøres, og løssalget starter, fredag den 1. marts 2019 på www.copenhagenphil.dk
Abonnenter har haft mulighed for at købe abonnement siden den 15. februar.
Billetprisen til alle klassiske koncerter er 225-425 kr.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019