PM. Lokal symfoniker får Sydbanks Musikpris facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Lokal symfoniker får Sydbanks Musikpris

Ved en prisoverrækkelse i Konservatoriets Koncertsal fredag den 7. oktober modtog Ninnie Maria Isaksson Sydbank-prisen som årets symfoniker på Sjælland.

“Jeg er enormt beæret, men jeg har ikke rigtig fattet det endnu. Jeg er overvældet og har været helt målløs.” Sådan var Ninnie Maria Isakssons reaktion, da hun fik beskeden om, at hun er årets vinder af Sydbanks regionale musikpris på Sjæl­land. Prisen gives årligt til en symfoniker fra Sjælland Symfoniorkester / Copenhagen Phil, og med æren følger en check på 50.000 kroner. Helt målløs har den 58-årige klassiske musi­ker dog ikke grund til at være, for hun er en af de absolut mest erfarne kræfter i Sjælland Symfoniorkester, som hun har været en del af i 32 år.

Lille pige, stort instrument

Ninnie Maria Isaksson er født og opvokset i Sverige, hvor hun allerede som 8-årig blev introduceret til bratschen af sin far. Imidlertid var instrumentet alt for stort for den lille pige, så faderen monterede bratsch-strenge på en almindelig violin, som hun så spillede på, indtil hun blev stor nok til at håndtere bratschen. Det blev hun imidlertid, og selvom musikeren, der bor i Vanløse, i år har 50-års bryllupsdag med sit instrument, så er kærligheden til instrumentet og til musikken intakt. “Selvom jeg har spillet symfoni i mange år, så arbejder vi med så meget utrolig musik, at det i sig selv gør det til et fantastisk arbejde. Når en koncert går ekstremt godt, er det helt utroligt at være med i den levende orga­nisme, som et symfoniorkester er. Det er så lækkert,” siger Ninnie Maria Isaksson.

Søde toner

Den entusiasme, som den rutinerede bratschist giver udtryk for, kan musikchef i Sjælland Symfoniorkester, Uffe Savery, også sagtens mærke. “Ninnie er en virkelig god bratschist, og hun holder sig i form. Hun forbereder sig stadig, sætter sig ind i de ting, der skal spilles og er altid med til at påvirke gruppen på en god måde.”
Selvom Ninnie Maria Isaksson godt ved, at hun nærmer sig efterlønsalderen, så gør hun sig slet ikke tanker i den ret­ning. "Jeg håber, at jeg har 10 år endnu, og jeg håber ikke, at de begynder at blive trætte af mig om nogle år. Det er helt mærkeligt at tænke sig, at der i det hele taget er en dead­line.”
Regionsdirektøren i Sydbank Region Hovedstaden, Henning Juhl Jessen, overrakte fredag aften prisen og checken på 50.000 kroner til Ninnie Maria Isaksson, der som regional vinder nu også er med i konkurrencen om at vinde Sydbanks nationale musikpris og en ekstra kontant præmie på 100.000 kroner.
Bratschist i Sjællands Symfoniorkester, Ninnie Maria Isaksson, modtog den 7. oktober Sydbanks Musik-pris som årets symfoniker på Sjælland. Foto: Jens Panduro.

Fakta om Ninnie Maria Isaksson

Født 1953
Bor i Vanløse
Født og opvokset i Sverige
Har en søn på 21 år
Begyndte at spille bratsch som 8-årig
Uddannet på Musikhögskolan i Stockholm
Stipendiat ved Det Danske Akademi i Rom i 1985 og 2007
Ansat i Sjælland Symfoniorkester siden 1979
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019