PM. Russisk drama i Den Sorte Diamant facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Drama i Den Sorte Diamant

Copenhagen Phil inviterer til russisk drama i Den Sorte Diamant med den lettiske verdensstjerne Baiba Skride og dirigenttalentet Santtu-Matias Rouvali. Værker af Sjostakovitj, Stravinskij og Tjajkovskij.

Virtuositet i verdensklasse

Når Copenhagen Phil 7. marts præsenterer koncerten Russisk Drama, er det den kun 32-årige verdensstjerne, violinist Baiba Skride, der med sin passionerede og virtuose spillestil blandt andet vil forføre publikum med Sjostakovitjs anden violinkoncert.
I Sjostakovitjs krævende koncert er violinen i centrum hele vejen igennem. Det lyder banalt, når det nu er en violinkoncert, det drejer sig om, men i denne koncert har violinisten, især i de første to satser, næsten ikke én eneste pause. Det bliver en sand tour de force for den lettiske solist!

Stravinskij inspireret af H.C. Andersen

I 1928 valgte Stravinskij at kalde sin nye balletmusik for Le baiser de la fée – Feens Kys. Musikken kunne dog lige så godt have heddet Isjomfruen, for det er titlen på det H.C. Andersens eventyr, som balletten er bygget over.
Det er historien om den kække unge mand fra de schweiziske alper, der som barn blev kysset af Isjomfruen, da han falder i en gletcherspalte. Han overlever iskysset, bliver voksen, men natten før sit bryllup tager den jaloux Isjomfru ham tilbage, og han drukner i en iskold sø.

Energiudladningerne ledes af finske Rouvali

Koncerten afsluttes med uddrag fra Tjajkovskijs klassiske ballet Svanesøen, der ligesom de øvrige russiske energiudladninger ledes af det unge dirigenttalent Santtu-Matias Rouvali, der er 1. gæstedirigent i Copenhagen Phil.
Rouvali blev allerede som 25-årig optaget i Los Angeles Philharmonics prestigefulde dirigentprogram Dudamel Fellows, og i august 2013 blev Rouvali chefdirigent for Finlands største symfoniorkester, Tampere Philharmonic Orchestra.

Gladsaxe Musikpris 2014

Til koncerten den 8. marts uddeles Gladsaxe Musikpris, og violinkoncerten udskiftes med et værk med prismodtageren. Hvert år uddeler Gladsaxe Kommune en pris til en ung, udøvende musiker med et betydeligt talent. Prisen består af et rejselegat på 50.000 kroner og en koncert som solist med Copenhagen Phil. Læs mere om prisen her.
1. gæstedirigent i Copenhagen Phil, Santtu-Matias Rouvali, leder orkestret 7. marts i Den Sorte Diamant.
Verdensstjernen Baiba Skride er solist i Sjostakovitjs Violinkoncert nr. 2.
RUSSISK DRAMA
Torsdag 6. marts 2014 kl. 19:30
VU-hallen, Vordingborg
Fredag 7. marts 2014 kl. 19:30
Dronningesalen, Den Sorte Diamant
Lørdag 8. marts 2014 kl. 16:00
Grønnemose Skoles Festsal
1. Gæstedirigent / Santtu-Matias Rouvali
Solist / Baiba Skride, violin
Sjostakovitj / Violinkoncert nr. 2
Stravinskij / Feens Kys
Tjajkovskij / Svanesøen (uddrag)
Copenhagen Phil byder på Russisk Drama i Den Sorte Diamant 7. marts 2014. Koncerten kan desuden opleves i Vordingborg og Gladsaxe.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019