English Copenhagen Phil




Signe Asmussen, sopran
Luk

Signe Asmussen, sopran

Signe Asmussen er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København hos Bodil Øland og Keld Thaarup. Hun debuterede i 2001 fra Solistklassen samme sted med strålende anmeldelser, der udråbte hende til ”en sanger med ekstraordinære muligheder” og en ”vokal intimforfører”.

Nysgerrighed og en glubende appetit på nye udfordringer har ført hende ad mange forskellige veje, og hun har nu for alvor slået sit navn fast som én af de mest alsidige og karismatiske sangerinder, en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer.

Med en forkærlighed for lied’en som enkelt udtryksmiddel har favoritdisciplinen altid været lied-koncerter, som bringer hende tæt på publikum, og med et enormt og alsidigt repertoire er hun en af landets mest efterspurgte lied-fortolkere. Som medstifter af Liedkompagniet, ledet af pianisten Christian Westergaard, og igennem et mangeårigt, fast samarbejde med pianisterne Arne Jørgen Fæø, Christen Stubbe Teglbjærg, Berit Johansen Tange, Jesper Koch og Erik Kaltoft har hun givet et utal af koncerter herhjemme og i udlandet, hvor hun også har arbejdet med prominente pianister som Howard Shelley, Peter Hill og Rudolf Janssen, med recitals i National Gallery og Wigmore Hall i London, Symphony Hall i Birmingham, The National Galleries i Edinburgh og Concertgebouw i Amsterdam. Hendes utrættelige indsats for lied’ens udbredelse indbragte hende i 2009 den prestigefyldte Aksel Schiøtz-pris.

Hun er tilbagevendende solist med snart sagt alle landets orkestre, og har arbejdet med dirigenter som Thomas Dausgaard, Lan Shui, Franck Ollu, Tobias Ringborg, Michel Tabachnik, Michael Seal, Alexander og Howard Shelley og Rodolfo Fischer, ligesom hendes store interesse for kammermusik og ny kompositionsmusik har bragt hende i tæt kontakt med ensembler som Copenhagen Saxophone Quartet, Esbjerg Ensemble og Storstrøms Kammerensemble, med hvem hun igennem årene har udviklet et tæt samarbejde.

Derudover har Signe Asmussen medvirket i flere operaforestillinger på Det Kgl. Teater og med Den Jyske Opera og har senest, som fast medlem af Guido Paevatalus turnerende kammer-operakompagni “Guidopera”, sunget hovedpartier som bl.a. Cio-Cio San i “Butterfly”, Rosina i “Barberen i Sevilla” og Floria Tosca i “Tosca”. Udover Aksel Schiøtz prisen har hun modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Dansk Komponistforenings Musikerpris, Sonnings Stipendium, Holstebro Musikpris, Rhein van Hauens Legat, og Tonny Landy og Tove Hyldgaards Legat. Endelig har hun udgivet talrige CD-indspilninger for bl.a. DaCapo og Classico.