English Copenhagen Phil




Niels-Jørgen Riis, tenor
Luk

Niels-Jørgen Riis, tenor

Først som 25-årig besluttede Niels-Jørgen Riis sig for at tilsidesætte agronomstudierne på Landbohøjskolen og søge ind på Operaakademiet i København, hvor han blev optaget. Allerede to år efter fik han sin debut på Det Kgl. Teater som Lehrbube i Wagners Mestersangerne i 1996, og efter at have afsluttet sine studier i 1998 har han haft sin daglige gang på Det Kgl. Teater som fast ansat i Den Kgl. Operas Solistensemble.

Den erfarne tenor har sunget et utal af store partier på Det Kgl. Teater bl.a. Nemorino i Donizettis Elskovsdrikken, Alfredo i Verdis La Traviata, Leander i Carl Nielsens Maskerade, Hertugen i Verdis Rigolet­to, Titelpartiet i Massenets Werther, Fenton i Verdis Falstaff, Lenskij i Tjajkovskijs Eugen Onegin – for ikke at tale om hans yndlingsparti Rodolfo i Puccinis La Bohème, som han har sunget 30 gange.

Niels-Jørgen Riis har arbejdet sammen med interna­tionalt anerkendte dirigenter som David Heusel, Bojan Sudjic, Stefan Parkman, Thomas Rösner, Walter Weller, Aldo Ceccato, Tamas Vetö, Børge Wagner, Tobias Ring­borg, Moshe Atzmon, Bjarte Engeset, Gerhard Markson, Matthias Aeschbacher, David Riddell, Mats Liljefors, Sian Edwards, Angelo Cavallaro, Michael Schønwandt og Giancarlo Andretta.

Udover jævnligt at optræde som solist med DR Symfoni­Orkestret og samtlige af de danske landsdelssymfoni­orkestre har han givet koncerter med bl.a. Kungliga Filharmonikerna i Stockholm, Bergen Filharmoniske Orkester, Trondheim Symfoniorkester samt medvirket ved adskillige messer og oratorier med professionelle ensembler.

I 2001 modtog Niels-Jørgen Riis både Axel Schiøtz Prisen, Edith Allers Mindelegat og Holger Bruusgaards Legat.