English Copenhagen Phil



Leoš Janáček
Luk

Leoš Janáček (1854-1928)

Leoš Janáček var en af Tjekoslovakiets – og sin tids – mest originale komponister. Som søn af en fattig skolelærer måtte han selv sørge for sin musikalske uddannelse, der begyndte i kirkekoret i Brno. Janáček blev elev på konservatoriet I Prag og senere på konservatorierne i Leipzig og Wien, som han skuffet forlod i 1880 – der var ikke nogen, der havde fornemmelse for hans særlige talent. Han var “for akademisk”, mente man. Hans oprindelige plan havde været at blive organist, og i Brno grundlagde han en organistskole, der i 1919 blev til Brnos konserva­to­rium.

Janáčeks interesse for den folkloristiske kultur og for det tjekksiek sprog var altoverskyggende samt grundlaget for hans værker. Ikke alene brugte han folkemusikken fra Moravien og Slovakiet i sin musik, han indsamlede og nedskrev også det tjekkiske sprogs tonefald – gaderåb, gamle menneskers tale, børns tale m.m. og brugte det, især I sine vokalværker, hvoraf operaerne Jenufa (1904), Katja Kabanova (1921) og Den lille fiffige Ræv (1924) er de mest opførte i dag.

“Talemelodien er den sande musikalske øjebliksskil­dring af mennesket, den er et øjebliksfotografi af dets sjæl og hele væsen (…) De virkeligt reale motiver er talemelodierne," mente han.

Af andre hovedværker kan nævnes Sinfonietta (der uanset titlen er for stort symfoniorkester med ekstra messingblæsere), Glagolitisk Messe (med tekst på oldkirkeslavisk) og Taras Bulba (en fortælling i tre satser).

Om Janáčeks stil har dirigenten Charles Mackerras sagt: “…completely new and original, different from anything else (…) and impossible to pin down to any one style”. Det personlige I Janáčeks musik lå også deri, at han i nogle værker meget konkret brugte sit eget liv. F.eks. i Strygekvartet nr. 2 Intimate letters, der beskriver hans store – platoniske og aldeles ensidige – kærlighed til “Kamilla”.

Dirigenten Pierre Boulez har beskrevet musikken i Janaceks sidste opera Fra de dødes hus (1927) således: “Primitiv i ordets mest positive betydning, men også ualmindelig stærk, som et maleri af Léger, hvor den den rudimentære karakter giver plads til en meget livskraftig form for udtryk."