CARL NIELSEN KONKURRENCEN
Unge musiktalenter fra hele verden samles igen i 2022 i Odense til Carl Nielsens Internationale Konkurrence, hvor vinderne på de tre soloinstrumenter violin, fløjte og klarinet modtager en karrierepakke med cd-indspilning, koncertoptrædener over hele Europa og personlig karriererådgivning. Opgaven varetages af konkurrencens Artistic Advisors, nemlig tidligere Nielsen-vinder Nikolaj Szeps-Znaider, solofløjtenist i Berliner Filharmonikerne Emmanuel Pahud og stjerneklarinettisten Martin Fröst. Med denne trio i spidsen for konkurrencen er der lagt op til en fejring af Carl Nielsen og hans musik – og til den klassiske musik i det hele taget.
Copenhagen Phil er ligesom i 2019 inviteret til at medvirke som finaleorkester og vil ledsage finalisterne i to af de i alt fire finalekoncerter, nemlig den første violinfinale og i klarinetfinalen.
Copenhagen Phil medvirker:
8. april / violinkonkurrencen
9. april / klarinetkonkurrencen