English Copenhagen Phil




Hannah Morrison, sopran
Luk

Hannah Morrison, sopran

Med skotsk/islandske forældre er sopranen Hannah Morrison opvokset i Holland, hvor hun begyndte at synge og spille klaver. Senere kom hun på Kölns Hochschule für Musk und Tanz, derfra til London, hvor hun fik sin “Masters in Music in Performance” på Londons Guildhall School of Music and Drama hos professor Rudolf Piernay.

Hannah Morrison har flere gange samarbejdet med Sir John Eliot Gardiner, som dirigerede, da hun i 2013 fik sin Salzburg Festival-debut i Händels Alexander’s Fest. Ligeledes med Gardiner som dirigent har hun sunget i Schumanns Das Paradies und die Peri og i Brahms’ Ein Deutsches Requiem med Leipzig Gewandhaus Orchestra i 2014. I 2013 optrådte Hannah Morrison ved Brühler Schlosskonzerte sammen med Capella Augustina dirigeret af Andreas Spering i Haydns La Vera Costanza, der blev transmitteret til hele Europa.

Hun optræder ofte sammen med Les Arts Florissants og dirigenten Paul Agnew, og hun er med i ensemblets indspilning på Virgin Classics af Purcells Harmonia Sacra ledet af William Christie.

Hannah Morrison har med stor succes optrådt ved BBC Proms og i Barcelona, Köln, London, Lucerne, Paris og Pisa samt ved Bachfest Leipzig og Aldeburgh Festival. Som Liedsanger er hun inviteret til at give koncerter i bl.a. Beethoven-Haus Bonn og i Kölner Filharmonien.

I 2015/16 skal hun på turné med Mozarts Requiem og Matthæuspassionen af Bach. Også i 2015/16 skal hun optræde i Bachs h-mol Messe sammen med Bach Collegium Japan, og i Montreal skal hun synge i et Bach/Kuhnau-program sammen med Ario Baroque Orchestra.