PM. Nytårsshow med Rune Klan facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Nytårsmagi med Rune Klan og Copenhagen Phil

Hvad sker der, når man placerer en komiker og tryllekunstner foran et symfoniorkester? Kun ét er sikkert: Alt kan ske!

Hvad har magi at gøre med musik?

Det sker ikke så ofte, at et symfoniorkester bliver præsenteret af en stand-up komiker. Men når Copenhagen Phil tager hul på det nye år, bliver det med den suverænt sjove komiker Rune Klan ved roret som tryllende konferencier. Orkestret byder 2014 velkommen med den festligste musik, comedy, magi og Big Band til fem fortryllende nytårsshows i København og på Sjælland. Rune Klan er for tiden aktuel med det populære ‘Det stribede show’ – og har siden 1990’erne fået folk til at grine utallige gange i ind- og udland.
Hvis du skulle fortælle en tilfældig forbipasserende på gaden om denne koncert, hvad ville du så sige til vedkommende?
”At jeg vil gøre, hvad jeg kan for at gøre det ”spiseligt” for alle. Jeg synes, det er en decideret misforståelse, at folk kan sige, at klassisk musik ikke er noget for dem. Klassisk musik kan være ALT!”
Hvad har trylleri, magi og komik med et symfoniorkester at gøre?
”Umiddelbart ikke det helt store, men det kan det have. Trylleri kan med lidt god vilje være musik for øjnene, og det vil jeg prøve at få det til at være denne aften,” fortæller Rune Klan.
Nytårsshowet byder mellem tryllerier og comedy på uddrag af højt elskede klassiske værker af blandt andre Beethoven, Wagner og Strauss samt Lumbyes Champagne Galop og bidder fra George Gershwins Strike Up the Band. Dertil kommer masser af overraskelser og swingende musik med Big Bandet, såsom Duke Ellingtons Things Ain’t What They Used To Be og lydlige glimt fra musicalen West Side Story.

‘Absolute Copenhagen Phil’

Nytårsshowet inkluderer også medley’et ‘Absolute Copenhagen Phil’, som orkestret udviklede for to år siden i samarbejde med entertainer Michael Carøe og koncertmester i det Kgl. Kapel, Mikkel Futtrup.
“Fra popverdenen kender alle ’compilations’, hvor alle årets store hits er med. På samme måde er ‘Absolute Copenhagen Phil’ en meget kort introduktion af alle de store klassiske hits, man kan opleve i sæson 2014/2015,” fortæller Uffe Savery, musikchef i Copenhagen Phil.
Copenhagen Phil er et moderne orkester, som ikke er bange for at låne fra den rytmiske verden eller præsentere utraditionelle formater.
”En vigtig filosofi for Copenhagen Phil er at være nysgerrig, søgende og at bevare modet til at gå forrest, tage chancer og kombinere det uventede,” siger Uffe Savery.
Det store orkester har da også gentagne gange tilbagevist påstanden om, at et symfoniorkester kun er sat i verden for at spille Beethoven og Mozart. Orkestret præsenterer fortryllende nytårsshows, har lavet øjenåbnende flash mobs i metroen og på Hovedbanegården i København, inviteret børn og unge til at spille med, og så har de ikke mindst udviklet de helt unikke ’60 minutes’ koncerter, hvor rytmiske musikere spiller sammen med orkestrets 70 klassiske musikere indenfor den nye genre ’indie-classical’.
”Man må løfte på hatten for et orkester, som kan favne så bredt uden at miste dybden”, siger Eva Ollikainen, der skal dirigere nytårskoncerterne, og som glæder sig særligt til Don Juan:
“Strauss’ Don Juan står for mig som et af musiklitteraturens absolutte højdepunkter. Uanset herkomst, køn og alder – værket tiltaler os alle. Selv min nu 2 måneder gamle søn er dybt fascineret, når vi lytter til musikken hjemme på anlægget. Hvis han kunne, ville han rejse sig op og juble over det heroiske horntema. En anden særlig grund til, at jeg gerne ville dirigere Don Juan med netop Copenhagen Phil er orkestrets specielt brillante horngruppe, som jo netop kommer smukt til sin ret i dette stykke.”
Rune Klan er tryllende konferencier til Copenhagen Phils Nytårsshows.
Eva Ollikainen er aftenens dirigent og ser frem til blandt andet at dirigere Strauss’ Don Juan.
NYTÅRSMAGI – OG SWING
Torsdag 9. januar 2014 kl. 19:30
Storebæltshallen i Korsør
Fredag 10. januar 2014 kl. 19:30
Kultur- og Idrætshallerne, Kalundborg
Lørdag 11. januar 2014 kl. 19:30
VU-Hallen, Vordingborg
Mandag 13. januar 2014 kl. 19:30
Borup Idræts- og Kulturcenter
Tirsdag 14. januar 2014 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg
Rune Klan, tryllende konferencier
Eva Ollikainen, dirigent
Mikkel Futtrup, violinsolist
DKDM Big Band
Jon Gjesme, koncertmester
Musik af Strauss, Wagner, Ellington, Gershwin, Saint-Saëns, Glindeman, Barber, Beethoven, Lumbye, Bernstein, mfl.
Billetter /
www.copenhagenphil.dk

Læs mere om koncerten
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019