PM. Bachs Juleoratorium i Københavns Domkirke facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

BACHS JULEORATORIUM I KØBENHAVNS DOMKIRKE

Traditionen tro synger Københavns Drengekor julen ind sammen med Copenhagen Phil i Københavns Domkirke. I år fylder korstemmer og solister, gjaldende juletrompeter og drønende pauker det store kirkerum 20. december. Læn dig tilbage og lad julefreden sænke sig før ferien.

Siden 1974

Siden 1974 har Københavns Drengekor og Copenhagen Phil opført Bachs medrivende og dramatiske Juleoratorium. Tekstgrundlaget er bibelens beretning om Kristi fødsel, om englenes forkyndelse for hyrderne, om hyrdernes tilbedelse af det lille barn, om Kristi navngivning og endelig beretningen om de vise mænds komme.

Ikke tænkt som samlet opførelse

Juleoratoriets seks dele var faktisk slet ikke tænkt som en samlet opførelse på en enkelt aften, da det blev komponeret. Det er formet som seks kantater med tilknytning til hver af julens helligdage. Det blev opført første gang i Leipzig i julen 1734, og de tre første kantater blev opført på henholdsvis 1., 2. og 3. juledag, den fjerde ved festen for Kristi Omskærelse, den femte på 1. søndag efter nytår og den sjette ved Epiphaniasfesten. Til koncerten denne aften opføres oratoriets 3 mest ‘julede’ kantater; Juleoratorium I-III.
Tyske Helmuth Rilling, der dirigerer denne aften, har studeret Bach siden han som helt ung dannede sit første kor. Han har indspillet Bachs samlede vokalmusik og dirigeret hans kantater og oratorier overalt i verden.

Københavns Drengekor

Københavns Drengekor har siden 1959 været fast tilknyttet Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, hvor drengene deltager i kirketjeneste ved højmesserne og vesperne. Koret medvirker ofte ved begivenheder og officielle arrangementer i og omkring Kongehuset.
I forbindelse med Københavns Drengekors 75 års jubilæum i 1999 fik koret af Dronning Margrethe lov til at bruge tilnavnet Det Kongelige Kantori. De seneste år har det således været en stor ære for Københavns Drengekor at spille en musikalsk rolle som kongeligt kantori ved vielsen af H.K.H. Kronprins Frederik og H.K.H. Kronprinsesse Mary i Københavns Domkirke i 2004 samt ved flere kongelige dåbshandlinger. Københavns Drengekor har siden 1991 været ledet af Ebbe Munk.
Københavns Drengekor har siden 1974 sunget julen ind sammen med Copenhagen Phil.
Foto: Københavns Drengekor
Københavns Drengekor i Vor Frue Kirke.
Foto: Københavns Drengekor

BACHS JULEORATORIUM

20. december 2013 kl. 19:30
Københavns Domkirke
Dirigent / Helmuth Rilling
Medvirkende / Julia Sophie Wagner, sopran / Anke Vondung, alt / Dominik Wortig, tenor / Michael Nagy, bas / Københavns Drengekor
Bach / Juleoratorium I-III
Billetter / www.copenhagenphil.dk
Pris / 225 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019