PM. Stjerneviolinist kommer til byen facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Stjerneviolinist kommer til byen

Den 22. marts belønnes publikum i Konservatoriets Koncertsal med et helt særligt musikalsk møde. Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil får nemlig besøg af den russiske stjerne­violinist, Sergej Krylov, der er aftenens centrum med Sibelius’ forrygende Violinkoncert.
Vidunderbarnet fra Moskva
Sergej Krylov er født i 1970 i Moskva. Han er én af tidens største violinister, der som kun 10-årig debuterede med et symfoniorkester og snart optrådte på festivaler i Rusland, Tyskland, Polen, Kina, Italien, Bulgarien og Finland. Siden 1989 har priserne regnet ned over ham, og det har medført invitationer fra førende orkestre over hele verden. Krylov har tidligere optrådt som solist med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil, hvor han imponerede alle med sit virtuose og gribende spil. Sibelius’ Violinkoncert er ikke et virtuos­nummer, men svær, det er den. Violinen er helt i centrum og får lov at synge, græde og danse på den romantiske måde. Musikken fungerer kun med en sublim solist – og det er Krylov.
Stort orkesterværk – stor symfoni
Aftenens store symfoniske værk er Rachmaninovs 1. symfoni. I dag er symfonien elsket og beundret, men uropførelsen i 1897 var så forfærdelig, at komponisten gemte sig på en trappe med hænderne for ørerne. Komponistkollegaen Cesare Cuis kritise­re­de voldsomt det nye værk og beskrev den som en oplagt kandidat til en første pris i Helvede. Kritikken var så hård ved Rachmaninov, at det tog ham næsten tre år og adskillige psykologtimer at komme sig over den følgende skriveblokering.
Chefdirigent aflyser
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils chefdirigent, Lan Shui, var oprindeligt programsat til at dirigere koncerten. Grundet en brækket hånd bliver det i stedet engelske Stefan Asbury – og det er bestemt en spændende erstatning. Asbury dirigerer jævnligt mange af verdens førende orkestre som London Symphony, Los Angeles Philharmonic og Royal Concert­gebouw Orchestra. Han er en efterspurgt og overbevisende dirigent som til daglig er chefdirigent for Noord Nederlands Orkest.
Sergej Krylov 589 KB
Sergej Krylov er solist i Sibelius’ Violinkoncert.
“VIOLINEN I CENTRUM”
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil
22. marts 2013 kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Stefan Asbury
Solist / Sergej Krylov, violin
Sibelius / Violinkoncert
Rachmaninov / Symfoni nr. 1
Billetter / www.billetten.dk og www.copenhagenphil.dk
Pris / 180-360 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat
Koncerten spilles også:
21. marts 2013 kl. 19:30 / FrederiksborgCentret, Hillerød
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019