PM. Sydbanks Musikpris til svensk solofløjtenist facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Sydbanks Musikpris
til svensk solofløjtenist

Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils solofløjtenist, svenske Kristina Ersson, modtager årets musikpris fra Sydbank og en kontant erkendtlighed på 50.000 kr.
Kristina Ersson stammer fra Helsingborg i Sverige og begyndte som 10-årig at spille fløjte, først på musikskolen i Helsing­borg, siden hos Sven-Olof Johansson fra Helsingborg Symfoni­orkester. Efter nogle år sendte han hende på kursus hos Toke Lund Christiansen fra DR SymfoniOrkestret, hvilket gav Kristina ekstra blod på tanden til at søge ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Her har hun fået størstedelen af sin uddannelse, og for knap 12 år siden vandt hun stillingen som solofløjtenist i Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil.
Nyt vand i inspirationsbrønden
”Det var en fantastisk overraskelse, og jeg er både meget glad og føler mig meget beæret,” siger Kristina Ersson. ”Jeg fik det først at vide kort før koncerten, så det var meget overvældende – men vi havde jo en koncert at spille, så det var det, jeg fokuserede på. Først bagefter fik jeg tid til at skåle med kollegerne og få knus og alles lykønskninger. Det var en herlig aften.”
Hvad prisen skal anvendes til, har hun knap haft tid til at tænke over. Men for en fløjtenist er der altid nok at bruge penge på. ”Jeg kunne måske bruge prisen på nyt hovedstykke til min fløjte,” siger Kristina. ”Men ellers er der jo masser af muligheder for at rejse ud og få inspiration. Når vi sidder og spiller, øser vi af vores inspiration og vores musikglæde, og nogle gange kan det være rigtig godt at tage ud og selv få fyldt noget nyt i inspirationsbrønden. Så måske er det det, jeg gør.”
Kristinas skønne spil
”I 12 år har dette orkester været Kristinas faste partner. Med fløjten i hånden kommer Kristina ind hver uge, imødekommende, velforberedt og med en positiv indstilling og lader sit skønne spil sprede sig som ringe i vandet. Derfor får hun dette års musikpris,” siger musikchef Uffe Savery. ”I orkestret lægger vi stor vægt på medejerskab. Musikerne deltager aktivt i workshops, programlægning og udvikling af tanker og ideer. Det kræver mod, og vi har mange modige musikere i orkestret, der kaster sig ud i opgaverne – blandt andre vores solofløjte­nist.”
På selve koncertaftenen uddeltes prisen af Uffe Savery og af Sydbanks områdedirektør Henning Juhl Jessen. Om prisen siger Henning Juhl Jessen: ”Musikken ligger os meget på sinde i Sydbank, og vi vil gerne være med til at støtte navnlig den klassiske musik. Så vi har valgt at gøre det på en måde, så det kan mærkes, med et beløb, der kan være med til at gøre en forskel for den enkelte vinder.”
Prisen blev uddelt ved Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils koncert den 8. november kl. 19.30 i Konservatoriets Koncertsal. Med prisen følger 50.000 kr. og en smuk statuette. Kristina Ersson er nu med i opløbet om Sydbanks store natio­nale musikpris på 100.000 kr., der uddeles i foråret 2013.
Sydbanks Musikpris uddeles hvert år og er samlet set en af Danmarks største priser til klassiske musikere. Hvert af de fem landsdelsorkestre finder en regional vinder, og blandt de fem vindere udvælges en national vinder, der modtager en pris på 100.000 kr.
Solofløjtenist, Kristina Ersson, modtager Sydbanks Musikpris 2012.
 
For yderligere information kontakt:
Kristina Ersson, tlf. 28 26 12 32
Musikchef Uffe Savery, tlf. 33 91 11 99
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019