PM. Romantik og ny akkordeon koncert facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Romantisk musik
og ny akkordeon koncert

Den 2. november præsenterer Sjælland Symfoniorkester / Copenhagen Phil en stor klassisk koncert med både romantiske værker og en uropførelse – hvor den unge danske akkordeon­spiller, Andreas Borregaard, er solist i en Akkordeon Koncert skrevet specielt til ham.
Bag akkordeon koncerten, Endymion, står en af Sveriges mest anerkendte komponister, Fredrik Österling. Han har længe været fascineret af historien om akkordeonets vej fra havnekajen til de klassiske koncertsale. Hertil har Andreas Borregaards usæd­vanlige evne til at formidle musikken på akkordeon inspireret Österling til at skrive et nyt værk til netop Andreas og gøre brug af Andreas’ fordomsfri tilgang til musikken. Derfor er det heller ikke første gang, at Fredrik Österling komponerer et værk til Borregaard. Men denne gang har de allieret sig med instruktøren, Magnus Lindmand – for udgangspunktet er at tænke koncerten som en dramaturgisk fortælling, hvor den tradi­tionelle solistrolle undersøges, vendes, drejes og udfordres.
Akkordeon Koncerten hedder ”Endymion. The sad (yet instruc­tive) tale of a moonstruck young man”. Værkets ’indhold’ har – foruden referencen til den græske mytologiske karakter Endymion – også en forbindelse til ’Pierrot Lunaire’ (på engelsk: ”Moonstruck Pierrot”). Disse litterære/mytologiske personer indikerer bl.a., at værket har en stor grad af melan­koli over sig – længslen efter noget uopnåeligt (som forelsk­elsen i månen), følelsen af at være anderledes og forgæves, men desperat forsøge at passe ind. Andreas’ karakter skal symbolisere Endymion og går derfor mod afgrunden. Han får en central rolle på scenen og bliver sminket som ’Moonstruck Pierrot’: Hvid i hovedet med en stor sølvskinnende tåre ned ad den ene kind, røde læber og måske lidt mørk om øjnene.
Til at lede koncerten står den efterspurgte dirigent, Andreas Delfs. På programmet er også Strauss Don Juan – den store elsker, som altid er på vej til den næste kvinde – Tjajkov­skijs passionerede og lidenskabelige Francesca da Rimini samt ouverturen fra Offenbachs Orfeus i Underverdenen.
Uropførelse på akkordeon koncerten Endymion skrev­et til aftenens solist, Andreas Borregaard.
”FORFØREREN, ELSKERINDEN OG EN UNG MAND MED AKKORDEON”
Fredag 2. november 2012 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Andreas Delfs
Solist / Andreas Borregaard, akkordeon
Strauss / Don Juan
Fredrik Österling / Akkordeon Koncert, Endymion (uropførelse)
Tjajkovskij / Francesca da Rimini
Offenbach / Orfeus i Underverdenen, Ouverture
Billetter / www.billetten.dk og www.copenhagenphil.dk
Pris / 180-360 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat
Koncerten spilles også:
1. november kl. 19:30 / Osted Fri- og Efterskole
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019