PM. Udsatte børn besøger Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Udsatte børn besøger Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil

Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil har indgået et samarbejde med YoungCare Orkester El Sistema – et projekt, hvor børn fra lavressourcefamilier og belastede miljøer til­bydes musikundervisning og orkesterspil i deres lokale musik­skole. Flere af dem har et stort behov for positiv voksenkontakt – og for en god oplevelse.
Den 30. oktober får vi besøg af 25 børn fra Rødovre. De starter med at sidde i salen, mens orkestret spiller Ouver­turen til Orfeus i Underverdenen. Derefter bliver børnene placeret i orkestret i nærheden af de instrumenter, de selv spiller, og ouverturen spilles igen, så de får mulighed for at høre, hvordan det lyder, når man sidder i orkestret. Afslut­ningsvis spiller både musikere og børn Blåståget, som børnene har forberedt på forhånd.
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil har inviteret børnene til at deltage i to orkesterprøver i Konservatoriets Koncert­sal. Prøverne foregår tirsdag den 30. oktober 2012 (med Andreas Delfs som dirigent) og tirsdag den 19. marts 2013 (med chefdirigent Lan Shui).
El Sistema begyndte som et socialt projekt i Venezuela i 1975 og kom til Danmark i 2009 i et samarbejde mellem soloklarinet­tist Jørgen Misser Jensen og Klaus Gjede, YoungCare – Lands­organisationen Udsatte Børn og Unge samt Valdemar Rodriques, vicepræsident El Sistema, Caracas.
YoungCare Orkester er Danmarks svar på Simón Bolívar Youth Orchestra – som er under ledelse af den verdenskendte dirigent, Gustavo Dudamel, som også selv er uddannet gennem El Sistema i Venezuela. Formålet med YoungCare er at give børnene en ressourcestærk opvækst ved at forankre dem i et menneske­ligt og socialt netværk, de ellers ikke har adgang til samt at give børnene mulighed for at udnytte egne ressourcer optimalt i deres uddannelsessituation og sociale relationer. Børnene inkluderes med andre børn i forløbet, hvor projektet under­støtter børnene dér, hvor andre børns forældre normalt understøtter.
YoungCare Orkester – El Sistema er et socialt musikprojekt i samarbejde med kommuner og musikskoler over hele landet. Børnehøjskolen er den første og eneste permanente i Danmark. Børnehøjskolen YoungCare ligger på Møn og danner potentialet for et omfattende effektivt hjælpearbejde for børn og unge, der uforskyldt er i særligt udsatte positioner og har særlige behov.
Læs mere om projektet på http://youngcare.dk/
Se videoen – Et orkester blev til
25 børn fra Rødovre besøg­er orkestret d 30. oktober som en del af YoungCare projektet.
YoungCare besøger Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil
30. oktober 2012 kl. 10 / Konservatoriets Koncertsal
19. marts 2013 / Konservatoriets Koncertsal
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019