PM. Ung stjernedirigent gæster Sjællands Symfoniorkester facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Ung stjernedirigent gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil

Den 26. oktober åbner Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil Konservatoriets Koncertsals døre til en aften i selskab med den unge stjernedirigent og vinder af Malko Konkurrencen, Joshua Weilerstein.
En af sæsonens helt store koncerter byder på forrygende musik, hvor to unge musikere med hver sin kometkarriere mødes i et program af Haydn, Bartók og Sjostakovitj. Det sker, når stjernedirigent Joshua Weilerstein leder Maxim Rysanov i Bartóks smukke og svære bratschkoncert. Det 31-årige talent, Maxim Rysanov, har etableret sig som en af verdens bedste og mest karismatiske bratschister. I disse år erobrer han verdens klassiske scener med sine virtuose optrædener i store koncert­sale med kendte dirigenter og orkestre. Og så er han blevet kaldt “en af bratschisternes førstemænd”.
Violinisten der vandt en dirigentkonkurrence
Umiddelbart efter at have afsluttet sine studier i violin fra New England Conservatory i maj 2009 blev den kun 21-årige Joshua Weilerstein kåret som vinder af både 1. Prisen og Publikumsprisen ved den internationale Malko Konkurrence for Unge Dirigenter i København – og dette uden at have dirigeret et professionelt orkester før!
I kølvandet på Malko Konkurrencen fik Weilerstein også sin professionelle debut som orkesterdirigent med Göteborg Symfoniorkester. Siden har hans karriere udviklet sig med nærmest eksplosiv kraft med engagementer ved store orkestre verden over. Og ikke mindst med udnævnelsen som assisterende dirigent i New York Philharmonic i 2011 / 2012 samt udnævn­elsen som ’Dudamel Fellow’ – en titel, der gav adgang til dirigentpodiet i Los Angeles Philharmonic i tæt samarbejde med orkestrets højt estimerede chefdirigent, Gustavo Dudamel.
Fantastisk program
Unge og energiske Joshua Weilerstein leder orkestret i et program, der indledes med en munter lille ouverture, fem opfindsomme stykker mellemaktsmusik og en kort finale – det er Haydn, når han er bedst! Herefter er Maxim Rysanov solist i Bartóks bratschkoncert – et pragtfuldt værk, svært, smukt og rytmisk, og som Bartók ikke nåede at gøre færdigt, inden en ondartet leukæmi tog hans sidste kræfter. Aftenens hovedværk er Sjostakovitjs 5. symfoni – en heroisk hyldest til sovjet­systemet – som publikum ved uropførelsen kvitterede for med et bifald på en halv time. Værket står i dag øverst på mange musikeres ønskeliste – også musikerne i Sjællands Symfoni­orkester / Copenhagen Phil.
Malko-vinder, Joshua Wei­­lerstein, gæster orkestret den 26. oktober.
“SJOSTA, BARTOK & HAYDN”
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil
26. oktober kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Joshua Weilerstein
Solist / Maxim Rysanov, bratsch
Haydn / Symfoni nr. 60
Bartók / Bratschkoncert
Sjostakovitj / Symfoni nr. 5
Billetter / www.billetten.dk og www.copenhagenphil.dk
Pris / 180-360 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat
Koncerten spilles også:
25. oktober kl. 19:30 / Storebæltshallen, Korsør
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019