PM. Stor sæsonpremiere med Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Stor sæsonpremiere
med Copenhagen Phil

Den 28. september har Copenhagen Phil premiere på sæson 2018/2019 med ingen ringere end Mahler i hovedrollen – og hele 100 musikere på scenen i Konservatoriets Koncertsal.
Chefdirigent Toshi­yuki Kamioka står på dirigentpodiet, når han i slutningen af september igen står i spidsen for sit orkester i endnu et samarbejde mellem Copen­hagen Phil og den kommende generation af orkestermusikere – studerende ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Kamioka leder de 100 musikere igennem kom­po­nist­ens mægtige symfoni nr. 7. En symfoni, hvor Mahler igen sprænger rammerne for, hvad et symfoniorkester i stærkeste opstilling kan udtrykke. Sammen rejser de gennem Mahlers mørke nat og når ud i det klare dagslys til sidst. Halvanden times intens undersøgelse af naturens mørke og lyse kræfter. Fra den tøvende begyndelse til den jublende finale.
Gustav Mahler var en mand, der forvirrede sit publikum. Han blæste på gængse regler om symfonier, som publikum i Wien var vant til fra fornuftige folk som Beethoven og Brahms – i sine egne symfonier sprænger Mahler gang på gang rammerne for, hvad et symfoniorkester i stærkeste opstilling kan udtrykke. 
Mahlers syvende symfoni er en musikalsk rejse fra nat til dag. Han skrev den nærmest i en rus af inspiration, og det er ikke kun hele den sædvanlige romantiske symfoni­orke­ster­opstilling, der fylder scenen i den syv­ende symfoni. Her er både masser af slag­tøjs­instrumenter, et tenorhorn, en guitar, en mandolin og to harper – alle sammen er de med til at skabe de helt særlige stemninger, som Mahler er mester i. 
Koncerten indledes med orkestrets mini-koncertformat, 4’33 Phil. Et soloværk på 4 minutter og 33 sekunder – inspireret af John Cages værk af samme navn, der på overraskende vis består af absolut ingen toner. Varigheden holder vi fast i, men fylder den ud med nykomponerede værker, der går tæt på den enkelte orkester­musiker. Denne aften spiller orkestrets klarinettist, Tage Christensen, værket Besværgelse, dans og hymne af Flemming Christian Hansen.
Gratis koncertintroduktion ved Henrik Engelbrecht kl. 18:45 på scenen.
MAHLERS MÆGTIGE 7.”
Fredag 28. september 2018 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal
Chefdirigent / Toshiyuki Kamioka
4’33 Phil:
Komponist / Flemming Christian Hansen
Solist / Tage Christensen, basklarinet 
Mahler / Symfoni nr. 7
Fælleskoncert med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019