PM. When Saints Go Machine møder Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. When Saints Go Machine
møder Copenhagen Phil

Den 2. februar 2019 går ét af Danmarks markante bands, When Saints Go Machine, sammen med Copenhagen Phil for at præsentere spritny musik. Det sker, når symfoniorkestret igen åbner Konservatoriets Koncertsal til en omgang ’60 minutes festival’ – hvor det klassiske og rytmiske musikmiljø krydser musikalske klinger. Billetsalget starter på onsdag.
Når Copenhagen Phil præsenterer koncerten ‘60 minutes of When Saints Go Machine #2’, bliver der ikke langt fra synthesizers til den store lyd fra symfoniorkestret. For bandet er klar med ny musik, der præsenterer publikum for kvartettens velkendte og originale lydunivers sat ind i en klassisk opsætning.
When Saints Go Machine og Copenhagen Phil satte også hinanden i stævne ved to udsolgte koncerter i 2017 – et møde, som Gaffa belønnede med 6 stjerner og kaldte en “overrumplende eklektisk sanseoplevelse … på et niveau, som sjældent ses her til lands.” Denne gang tager de fire herrer i When Saints Go Machine – Nikolaj Manuel Vonsild, Jonas Kenton, Simon Muschin­sky og Silas Moldenhawer – skridtet endnu videre, når de uropfører helt nye værker skrevet specielt til lejlig­hed­en. Sammen med den unge og talentfulde komponist Christian Balvig har bandmedlemmerne haft fingrene dybt nede i musik­kens mange lag for at skabe ny musik, hvor skellet mellem klassisk og rytmisk smelter sammen. En rejse, der startede i 2017, og som forløses i et unikt indspilningssamarbejde med Copenhagen Phils musikere, der ad to omgange, i 2017 og 2018, har indspillet nykomponeret materiale, som bandet og Balvig har transformeret videre.
Den danske gruppe, der igennem tiden er blevet hædret med prestigefyldte præmieringer som P3 Prisen, Steppeulven og flere Danish Music Awards, har netop annonceret en ny udgiv­else efter næsten fem års pause, EP’en It’s A Mad Love, der udkommer den 4. maj. Bandet er i år annonceret til både SPOT, Heartland Festival og Roskilde Festival.
‘60 minutes of When Saints Go Machine #2’ finder sted den 2. februar 2019 kl. 18:30 i Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset) på Frederiksberg. Billetsalget starter onsdag den 25. april 2018 kl. 10.
Øvrige navne til ‘60 minutes festival 2019’ annonceres løbende.
PRAKTISK INFO
‘60 minutes of When Saints Go Machine #2’
2. februar 2019 kl. 18:30
Konservatoriets Koncertsal
When Saints Go Machine
Copenhagen Phil
Dirigent / Hans Ek
Arr. / Christian Balvig
Billetter / 260 kr.-300 kr. på www.copenhagenphil.dk
Billetsalget starter onsdag den 25. april 2018 kl. 10
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019