PM. Gå rundt i musikken facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Gå rundt i musikken

Copenhagen Phil åbner dørene til endnu en Open Orchestra koncert. Det sker den 7. februar 2018 kl. 20 i Egmonthallen på Nationalmuseet. Her får publikum mulighed for at tage med på en interaktiv symfonisk rejse gennem den klassiske musik – og bevæge sig frit rundt i musikken.
Med Open Orchestra ønsker Copenhagen Phil at åbne den klassiske musik for publikum. Ved Open Orchestra koncert #3 den 7. februar bliver publikum selv en aktiv del af den musikalske oplevelse, når de frit kan gå rundt blandt orkestrets 65 spillende musikere, der er spredt ud i salen som en musikalsk labyrint – og komme helt tæt på instru­ment­er­nes kraft. Undervejs guides publikum gennem musikkens mange lag, klassiske højdepunkter fra Beethoven over Ravels ‘Bolero’ til Tjajkovskijs ’Romeo og Julie’. Koncertkonceptet kunne senest opleves i et fyldt Arena telt på årets Roskilde Festival foran 10.000 begejstrede tilhørere.
Koncerten er en del af Copenhagen Phils Open Orchestra­-koncept – et innovativt og formidlingsprojekt, som skal aktualisere den klassiske musik ved at inddrage brugernes kreative nysgerrighed som skabende drivkraft. Siden Uffe Savery tiltrådte som musikchef for Copenhagen Phil, har han sat dagsordenen om at lade symfoniorkesteret inddrage og overraske publikum:
”Copenhagen Phil søger hele tiden at formidle symfoni­orkestret til nye lyttere og nye generationer ved at invitere dem til selv at opdage musikken, mens de går rundt i orkestret. Derfor afholder vi op til koncerten flere gratis koncerter for skoleelever. Derudover vil Open Orchestra-konceptet også komme ud på Københavnske skoler op til kon­cert­en i mindre ensembler for at introducere eleverne til livet som orkestermusiker.”
På koncertaftenen præsenterer orkestret desuden de foreløbige resultater af virtual reality satsningen: [OO] VR. Tre film, der kan bruges i musik- og historieundervisningen i folke­skolen. På dagen for koncerten kan publikum fra kl. 19:30 ’træde ind’ i en musikers krop og iført VR-briller, høre­telefoner og et instrument i hånden opleve, hvordan det er at spille violin, obo eller pauker sammen med kollegaerne i orkestret.
Udover [OO] koncert og [OO] VR består Open Orchestra også af [OO] Room. En container-stor fysisk lydinstallation, der åbner den klassiske musik for nye ører og inddrager børn som voksne i at skabe en helt unik symfoni sammen.
 
Open Orchestra koncert #3 bliver til i samarbejde med Nationalmuseet. Open Orchestra er produceret af Copenhagen Phil i samarbejde med Makropol og er støttet af Nordea-fonden.
Billetterne er netop sat i salg www.copenhagenphil.dk Prisen er 150 kr. for voksne og 100 kr. for unge under 25 år.
[OO] koncert
Open Orchestra VR Foto: Anne Mie Dreves 3840×5760
[OO] VR
PRAKTISK INFO
OPEN ORCHESTRA KONCERT #3
Onsdag 7. februar 2018 kl. 20
Egmonthallen, Nationalmuseet
Copenhagen Phil
Dirigent / Jesper Nordin
Program: 
Peter Due / Velkommen til symfoniorkestret
Tjajkovskij / Uddrag fra ouverturen til Romeo & Julie 
Sjostakovitj / Symfoni nr. 10, 2. sats
Beethoven / Symfoni nr. 7, 2. og 4. sats
Ravel / Bolero 
Elgar / Nimrod (fra Enigma Variationerne)
Voksne / 150 kr.
Unge u. 25 år / 100 kr.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019