PM. Russisk maestro gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Russisk maestro gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil

Den 27. januar 2012 har Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil fornemt russisk besøg. Publikum kan se frem til et attraktivt russisk program dirigeret af den store russiske maestro, Dmitrij Kitajenko.
Prisvindende russere
Dmitrij Kitajenko har i årtier været en af Ruslands allerstørste dirigenter. Han vandt bl.a. i en ung alder den første Herbert von Karajan dirigentkonkurrence. Denne aften spiller han i Konservatoriets Koncertsal sammen med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil og den russiske stjerne­violinist, Sergej Krylov.
Krylov er et meget varmt internationalt solistnavn i øjeblik­ket. Han er født i 1970 i Moskva og begyndte at studere violin som 5-årig. Som kun 10-årig debuterede han med et symfoni­orkester. Siden 1989 er priser fra internationale konkurrencer regnet ned over Krylov herunder 1. prisen i Antonio Stradivari Competition, som betød invitationer fra nogle af verdens mest prestigefyldte orkestre som bl.a. Wiener Filharmonikerne, English Chamber Orchestra og St. Petersburg Philharmonic. Krylov har tidligere besøgt Sjællands Symfoniorkester, hvor han imponerede alle med sit virtuose spil.
Stort russisk program
Krylov er solist i Prokofievs Violinkoncert nr. 2 – for programmet denne aften præsenterer nogle af Ruslands største komponister. Violinkoncerten formår både at leve op til Stalins kulturdirektiver og krav om at henvende sig til et bredt publikum og samtidig bevare sin integritet og origina­litet. Russiske musikere betegner værket som ”umiskendeligt russisk”. Prokofiev (1891-1953) hørte til de russiske kompo­nister, som efter revolutionen i 1917 emigrerede til Vesten. I modsætning til de fleste andre emigranter, overvejede han i 1930’erne at vende tilbage til Sovjetunionen bl.a. tilskyndet af koncertrejser og kompositionsopgaver. En af disse opgaver var bestillingen af balletmusik. Prokofievs 2. violinkoncert er skrevet i denne overgangstid før flytningen, hvor han rejste frem og tilbage mellem Rusland og Vesteuropa. Værket har en udpræget lyrisk karakter og tilhører den type koncerter, hvor soloviolinen stort set konstant er i fokus.
Kitajenko dirigerer mesterværker
Kitajenko har valgt at opføre et af César Francks absolutte mesterværker – komponistens eneste symfoni, som han skrev i slutningen af sit liv. På programmet er også Tjajkovskijs ouverture fra 1880, Romeo og Julie, efter Shakespeares berømte teaterstykke. Musikken er mindst ligeså følelsesladet som teaterstykket, og kun Tjajkovskij kunne skrive et så usædvan­ligt gribende og smukt kærlighedstema. Den ældre kollega, Balakirev, skrev til sin unge kollega: ”Jeg spiller temaet tit og har lyst til at omfavne dig for det.”
Det bliver med andre ord en stor aften i Konservatoriets Koncertsal!
Ruslands store maestro, Dmitrij Kitajenko, gæster Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil.
RUSSERNE KOMMER
Fredag 27. januar 2012 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Dmitrij Kitajenko
Solist / Sergej Krylov, violin
Tjajkovskij / Romeo og Julie
Prokofiev / Violinkoncert nr. 2
César Franck / Symfoni i d-mol
Billetter / 160-325 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat / Studerende 60 kr. v. indgangen / www.billetten.dk
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019