PM. Mahler vs. ambient Mahler remixed - 60 minutes of CONNECTIONS facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

MAHLER VS. AMBIENT MAHLER REMIXED
60 MINUTES OF CONNECTIONS

Mahlers store symfonier fortolkes elektronisk af Henrik Marstal og Hannah Schneider vs. Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil den 2. december i Konservatoriets Koncertsal.
Musikerne Henrik Marstal og Hannah Schneider fortolker udvalgte satser fra forskellige Mahler symfonier, looper, krydsklipper og indsætter dem i en elektronisk lydverden – sat over for orkestrets ’rene’ Mahler-fortolkninger. Det bliver en battle mellem Marstal/Schneider og orkestrets 100 musikere.
En drømmerejse udi Mahlers univers
Ideen til koncerten fik Henrik Marstal efter i tre dage, at have diskuteret Mahler med komponisten Karl Aage Rasmussen. ”Det var alt sammen så inspirerende, at jeg i de følgende uger fik den idé at sample og loope Mahlers musik og indsætte den i en electronica-sammenhæng,” fortæller Henrik Marstal. ”Mahler har så mange små vidunderlige oaser i sine værker. Man kan sige, at jeg har ’frosset’ nogle momenter i hans musik og sat dem på repeat, ledsaget af elektroniske klange. Det stemmer efter min opfattelse godt overens med, at Mahlers værker flere steder er meget fragmenteret og ’brudt’ – hvilket har styrket mit indtryk af, at den er egnet til at blive klippet fra hinanden og sat sammen til en ny helhed.”
Til koncerten benytter Henrik Marstal gamle Mahler indspil­ninger fra 1930’erne og 40’erne som backing track, og han og Hannah Schneider spiller med på synth, percussion, vokal, barytonguitar og effektpedaler. Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil spiller udvalgte ’rene’ satser fra Mahlers symfonier. Koncerten vil med sin form både introducere Mahler for et nyt publikum, men også skabe en alternativ måde at lytte til Mahler for kendere.
VJ-gruppen Dark Matters indhyller orkestret i levende visuals. Videoprojektoren vil som eneste lyskilde oplyse orkestret med grafiske animationer, der afvikles live og derfor følger musikkens udvikling nøje.
Innovativ dirigent
Dirigenten er den stærkt efterspurgte André de Ridder. Hans fundament i det klassiske/romantiske repertoire kombineret med en lidenskab for grænseoverskridende kunstretninger har gjort ham kendt som en innovativ og fascinerende dirigent, der præsenterer utraditionelle programsammensætninger med både klassiske orkestre og rock bands. Ridder er en spændende og innovativ dirigent, der har samarbejdet med kunstnere og artister så forskellige som BBC Symphony Orchestra, det prisvindende engelske tegneserieband Gorillaz, med Dessner-brødrene fra The National, These New Puritans, jazzmusikeren Uri Caine og MusikFabrik.
Det bedste fra to verdener
Kl. 19:30 åbner Den Musikalske Markedsplads, hvor MixTo­Verdener fylder markedspladsens lydbillede med en bruger­generet opførelse af det bedste fra to verdener. Hannah Schneider og orkestrets koncertmestre Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen kombinerer og integrerer den rytmiske og klassiske musik live og publikum har mulighed for at flytte rundt på fysiske brikker og forandre musikkens udtryk og skabe live remixes. Baren er åben og en let anretning kan nydes (skal forudbestilles).
Som support præsenteres et nyt stort operatalent: Norske Erlend Tyrmi (baryton), der sammen med et ensemble fra orkestret opfører Mahlers Lieder eines fahrenden Gesellen. 60 minutes koncerten starter kl. 21, og efter koncerten åbner DJ Stephan Bomberg loungen og spiller musik i forlængelse af aftenens Mahler-tema. Baren er åben.
60 minutes of CONNECTIONS er tredje koncert i serien af 60 minutes koncerter. 60 minutes er Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils nye klassiske koncertformat, der præsenterer klassisk musik på nye måder.
Signaturfoto Foto: Anne Mie Dreves 431 KB
60 minutes of CONNECTIONS indsætter Mahler i en elektronisk lydverden vs. orkestrets ‘rene’ Mahler-fortolkninger.
Fredag 2. december 2011 fra kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal
19:00 – Dørene åbner
19:30 – Den Musikalske Markedsplads
20:15 – Support
21:00 – 60 minutes of CONNECTIONS
22:00 – Lounge
Solister / Henrik Marstal alias Starchild #2 & Hannah Schneider
Dirigent / André de Ridder
VJ / Dark Matters
Mahler / Uddrag fra 1., 3., 4., 6. og 7. symfoni v. orkestret
Mahler / Samples fra 1., 2., og 4. symfoni samt Lieder eines fahrenden Gesellen v. Marstal & Schneider
Den Musikalske Markedsplads / MixToVerdener & Hannah Schneider
Support / Upcoming operatalent Erlend Tyrmi (baryton)
Lounge / DJ Stephan Bomberg
Pris: 160-325 kr. / Unge u. 25 år 50% rabat / Studerende 60 kr. v. indgangen / Madbillet 100 kr. / www.billetten.dk
Koncerten spilles også den 1. december 2011 fra kl. 19:30 på Kulturværftet i Helsingør.
60 minutes er støttet af / Augustinus Fonden, Nordea-fonden, Det Obelske Familiefond, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Sjællands Symfoniorkesters Udviklingsfond
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019