PM. Mew og When Saints Go Machine møder Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Mew og When Saints Go Machine
møder Copenhagen Phil

Copenhagen Phil er klar med offentliggørelsen af de første to navne til orkestrets 60 minutes festival 2017. Denne gang er det de danske sværvægtere Mew og When Saints Go Machine, der møder det klassiske orkester i Konservatoriets Koncertsal.
I februar 2017 præsenterer Copenhagen Phil for sjette sæson i træk en række 60 minutes koncerter, hvor rytmiske kunstnere sætter det store klassiske orkester i stævne. Denne gang krydser bl.a. Mew og When Saints Go Machine musikalske klinger med orkestermusikerne.
Billetsalget starter tirsdag den 16. august 2016 kl. 10.

”60 minutes of When Saints Go Machine”

Når When Saints Go Machine går på scenen lørdag den 4. feb­ruar transformeres klassisk og rytmisk sammen til ét – 45 musikere fra Copenhagen Phil er nemlig ’bandet’ for forsanger Nikolaj Manuel Vonsild. Koncerten bliver én lang symfoni på 60 minutter baseret på sange og symfoniske temaer fra WSGMs impone­ren­de bagkatalog. Publikum kommer med andre ord til at opleve en When Saints Go Machine-symfoni for orkester og forsanger.
Forud for koncerten har WSGMs bandmedlemmer arbejdet med at skrive symfonien i samarbejde med komponisten Karsten Fundal. På den måde transformeres band og orkestermusikere denne aften til én helhed for at give publikum en unik lydoplevelse.
When Saints Go Machine:
“I vores musik har vi ofte brugt og indspillet klassiske instrumenter, men det er første gang, vi har fået mulighed for at udskifte al instrumentering med et fuldt orkester. Så udover, at det forhåbentligt bliver en smuk og følelsesladet oplevelse, bliver det måske også den eneste gang, det kommer til at ske!“

”60 minutes of Mew”

Mews lydunivers kalder i den grad på et stort symfoni­orke­ster. Derfor går bandet sammen med Copenhagen Phil om kon­cert­en 60 minutes of Mew, der dykker ned i Mews mange sym­fo­ni­ske lag – og tager musikken helt nye steder hen med Copen­ha­gen Phils musikere som en del af lydbilledet. Kon­cert­en byder også på splinternyt Mew-materiale og finder sted den 9. feb­ruar 2017 i Konservatoriets Koncertsal.
Selv siger Mew:
”Vi er utrolig spændte og glade for at annoncere vores sam­arbejde med Copenhagen Phil. Den 9. februar 2017 optræder vi i Konservatoriets Koncertsal side om side med dette eminente symfoniorkester, hvor vi gen­fortolker og re-arran­ge­rer sange fra vores katalog – og præsenterer helt nyt materiale, som ingen tidligere har hørt.”

60 minutes

Copenhagen Phils 60 minutes koncertrække har eksisteret siden sæson 2011/2012 og har gennem årene præsenteret koncerter i samarbejde med kunstnere som Den Sorte Skole, Efterklang, Love Shop, Oh Land, Nikolaj Nørlund, Dessner-brødrene fra The National, Richard Reed Parry fra Arcade Fire, Cody, DJ Noize m.fl. Koncerterne lægger vægt på at vise de mange udtryks­mulig­heder, et moderne symfoniorkester rummer.
When Saints Go Machine
Mew
PRAKTISK INFO / 60 MINUTES FESTIVAL 2017
“60 minutes of When Saints Go Machine”
4. februar 2017 kl. 21:00
Konservatoriets Koncertsal
Med / Nikolaj Manuel Vonsild (forsanger) og Copenhagen Phil
Dirigent / tba
Musik / When Saints Go Machine
Arr. / When Saints Go Machine og Karsten Fundal
“60 minutes of Mew”
9. februar 2017 kl. 21:00
Konservatoriets Koncertsal
Med / Mew og Copenhagen Phil
Dirigent / tba
Musik / Mew
Arr. / Mew og Karsten Fundal
Billetsalget starter tirsdag den 16. august 2016 kl. 10.
Pris / 250 kr.-290 kr. inkl. gebyr.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019