PM. Uffe Savery fylder 50 – en musiker med slag i facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Uffe Savery fylder 50
– en musiker med slag i

For Uffe Savery er det vigtigt at kombinere højeste kunst­ne­ri­ske kvalitet med originalitet – og han er kendt som en ild­sjæl, der er ivrig efter at tage nye udfordringer op. Det har sendt ham på en rejse, hvor han som klassisk slag­tøjs­spiller med Safri Duo har spillet for tusindvis af publikummer på klassiske og rytmiske scener verden over til at blive kunst­ne­risk chef for Pumpehuset og siden 2010 musikchef for sym­fo­ni­orkestret Copenhagen Phil. Den 5. april 2016 fylder han 50.
Næstformand i Copenhagen Phil, Jan Holm Møller: ”Der var ingen tvivl i mit sind, da vi skulle vælge ny musikchef. Vi havde brug for nytænkning, uden at forlade det klassiske fundament. Uffe var manden, der kunne sætte skub i udviklingen.”
Uffe Saverys musikalske karriere startede i Tivoli-Garden og derefter på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I 1988 eta­ble­re­de han sammen med barndomsvennen Morten Friis slag­tøjs­duo­en Safri Duo – selvom der ikke eksisterede et repertoire for eller forgangseksempler på slagtøjsduoer. Freelance-livet med jobs i DR SymfoniOrkestret, Det Kgl. Kapel og Sjællands Symfoniorkester (i dag Copenhagen Phil) blev udskiftet med mange timers daglig øvning og en ambition om at opnå et kunst­nerisk internationalt solistisk niveau. Det lykkedes, og Safri Duo optrådte på scener som Wigmore Hall, Royal Fest­i­val Hall, Royal Albert Hall, Het Concertgebouw, Sydney Opera House og Avery Fishcer Hall (Lincoln Center i New York) og fik tilegnet værker af Anders Koppel, Fuzzy og Per Nør­gaard. På den klassiske scene har Safri Duo spillet ca. 1000 koncerter og udgivet fem cd’er blandt andet Bach to the future som solist med DR Symfoni­Orkestret.
Safri Duos kendetegn var at være søgende, nysgerrige og eksperimenterende. Sammen med Alexander Kølpin skabte de den fysiske teaterkoncert Fireplay på Bellevue Teatret. Kasper Winding oplevede forestillingen og ville efterfølgende skrive techno-musik til dem – og det blev startskuddet til Safri Duos interesse for electronica musikken.
I juni 2000 blev singlen Played-A-Live spillet for første gang til Love Parade i Berlin og siden hemmeligt udgivet for der­efter at blive transmitteret live fra Ibiza på BBC Radio One. Musikken blev hurtigt public demand, men ingen vidste, hvad nummeret hed, eller hvem der spillede, og blev derfor kaldt: The Bongo Song. Universal Music udgav singlen, der blev et verdensomspændende hit. Det opfølgende album EPISODE II solgte 1,5 millioner eksemplarer, heraf 30.000 i Danmark på blot én uge. Played-A-Live og andre singler blev udgivet på mere end 40 millioner compilations – Safri Duo var blevet en inter­na­tio­nal musikeksportsucces og indtog verden med singler som Played-A-Live, Sambadagio, Baya-Baya, Falling High, Sweet Freedom og All The People in the World.
Efter endnu ca. 1000 koncerter – nu på den rytmiske scene – startede Uffe Savery en ny episode i sit liv og begyndte på diplomlederuddannelsen i kunst og kultur på Odsherred Tea­ter­skole. Parallelt hermed blev han først leder af spillestedet Pumpehuset sammen med Lærke Hein og siden 2010 musikchef i Copenhagen Phil.
Uffe Saverys ledelsesstil læner sig op af ordets egentlige betydning ”at lede”: Nemlig at være søgende samtidig med at gå forrest – hvilket er blevet en kendetegnende kultur i or­kes­tret. Baseret på workshops og et tæt samarbejde med de ansatte er alles kreativitet, talent og idérigdom blevet bragt i spil, så orkestrets potentiale som en kunstnerisk ressource er blevet maksimalt udfoldet. Orkestret tilbyder i dag nye koncertformater til glæde for et større og bredere publikum. Copenhagen Phil blev tilmed det første symfoni­orkester i verden, der lavede flash mobs ved at overraske forbipasserende på Københavns Hovedbanegård og i metroen – to videoer, der i dag er set mere end 20 millioner gange.
Det seneste år har Copenhagen Phil samarbejdet med erhvervs­livet med stor succes, hvor Uffe som moderator og fore­drags­holder bruger musikken og musikerne som metafor for begreber som samarbejde, tillid, den individuelle indsats vs. den kollektive og high performance – at være bedst når det gælder.
Formand for Copenhagen Phil, advokat Mette Klingsten, siger: ”Vi er meget glade både for Uffes energi og de fine visioner for orkestret, som Uffe har lagt kimen til. Orkestret er gennem Uffe blevet stillet mange nye udfordringer og har taget imod dem med glæde. Det er rigtig godt for vores publikum, at orkestret og dets medlemmer både kan spille den klassiske musik efter traditionen og i spændende nye kunstneriske og professionelle sammenhænge, der giver mange mennesker nye og inspirerende oplevelser."
Uffe Savery er gift med violinist i Det Kgl. Kapel, Tanja Birkelund Savery. Sammen har de børnene Emil, der også er musiker og spiller hammondorgel og keyboards, og Julie, der netop nu afslutter gymnasiet i Malmö på danselinjen. Dans er ikke helt fremmed i familien – Uffes søster, Maria Savery, er uddannet balletdanser på Det Kgl. Teater og har i dag danse­skolen Savery Academy.
Uffe er opvokset i et hjem med to flygler, hvor moren Janne dagligt spillede klassisk musik i timevis. Familien havde et tæt sammenhold, og han kom ofte i hjemmet hos onklen, kom­po­nist Finn Savery. Iværksættergenet er ikke fra fremmede; morfaren, Carl Maria Savery, etablerede landets første musik­skole i Horsens og senere landets første musiklinje i gym­na­si­et på Ingrid Jespersen Skole. Dertil introducerede han be­greb­et Musikterapi som traumebehandling i Danmark til tyske flygt­ninge efter 2. verdenskrig.
Uffes Saverys trang til at være søgende og nysgerrig kommer heller ikke fra fremmede. Faren, Jens Als-Nielsen, er forsker og videnskabsmand og har livet igennem søgt svar på livets og forskningens gåder.
Uffe Savery starter dagen med armbøjninger og ”de fem ti­be­ta­nere” samt spiller tennis og fodbold et par gange om ugen. Sommeren tilbringes i sommerhuset i Liseleje med at fiske og være sammen med familie og venner. Hans lidenskab er musik og videnskab – og han ynder at citere Friedrich Nietzsche for: ”Uden musik ville livet være en fejltagelse.”
 
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019