PM. Ny chefdirigent til Copenhagen Phil facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Ny chefdirigent til Copenhagen Phil

Copenhagen Phil er stolte over at præsentere TOSHIYUKI KAMIOKA som ny chefdirigent for orkestret. Han tiltræder stillingen fra sæson 2016/2017 for en fireårig periode.
 
Japanske Toshiyuki Kamioka har tidligere stået på dirigent­podiet foran Copenhagen Phil – til stor begejstring hos både publikum og musikere. For med Kamiokas musikerskab, person­lig­hed og stærkt fagligt funderede professionalisme opstår der noget helt enestående i mødet med orkestret. Derfor er det oplagt at knytte Kamioka som chefdirigent for Copenhagen Phil.
“For at et symfoniorkester innovativt kan spille på mange strenge er det vigtigt at pleje udgangspunktet: Kernen i det at være et sym­fo­ni­orkester. Derfor glæder vi os meget til den ekstremt høje faglig­hed, musikalitet og fremragende teknik, som Kamioka vil berige orkestret yderligere med,” siger Musikchef Uffe Savery og fortsætter:
“Med hans varme og venlige person i spidsen vil der opstå et særligt fokus på orkestrets kunstneriske udvikling og profil – så vi kan forvente et endnu bedre spillende Copenhagen Phil. Derudover glæder Kamioka sig til at spille på mange ‘strenge’ sammen med Copenhagen Phil som klassiske koncerter, begivenheder for familier, børn og unge, ‘Bag Om Musikken’-koncerter, samarbejdsprojekter med kultur­in­sti­tu­tion­er og projekter med afsæt i nye teknologi.”
I de kommende fire år skal Toshiyuki Kamioka arbejde med at udvikle orkestrets kunstneriske integritet, profil og kvalitet – i sæson 2016/2017 får publikum mulighed for at opleve ham i spidsen for Copenhagen Phil ved tre koncerter.
Toshiyuki Kamioka besidder den usædvanlige kombination både at være en fremragende dirigent og samtidig en virkelig dygtig pianist. Han har etableret det meste af sit pro­fes­sio­nel­le virke og musikerskab i Tyskland – landet med den stolte tra­di­tion og kultur for klassisk orkestermusik. Her har han i 10 år været Generalmusikdirektor for Wuppertal Symfoni­orkester, som han kunstnerisk udviklede til et orkester i topklasse. Som professor på Hochschule für Musik Saar i Saarbrücken har han beskæftiget sig med udviklingen af den kommende dirigent­ge­ne­ra­tion – en profession, der holder ham skarp og professionel helt ud i fingerspidserne.
Toshiyuki Kamioka indtager ikke blot chefdirigentposten i Copenhagen Phil. Også New Japan Philharmonic har for nylig udnævnt ham til samme stilling.
Kamioka erstatter orkestrets tidligere chefdirigent, kinesiske Lan Shui.
 
Copenhagen Phils sæsonprogram 2016/2017 offentliggøres den 18. februar 2016.
Toshiyuki Kamioka.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019