PM. Operasangeren Johan Reuter bliver P2 Kunstner 2016 facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Operasangeren Johan Reuter
bliver P2 Kunstner 2016

Barytonen modtager P2 Kunstnerprisen den 28. januar 2016, hvor P2 Prisen er rykket ud af DR Byen og bliver holdt i Koncertsalen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og sammen med Copenhagen Phil.
Der er stadig små fire måneder til P2 Prisen 2016 bliver uddelt, men allerede nu ligger det fast, at operasangeren Johan Reuter skal på scenen for at modtage en af hoved­priserne og for at fremføre Mozart og Wagner.
Den 46-årige baryton bliver modtageren af P2 Kunstnerprisen ved et P2-prisshow, som torsdag den 28. januar næste år er lagt ud af DR Byen og i stedet bliver holdt i Koncertsalen på Det Kgl. Musikkonservatorium på Frederiksberg. P2 Prisen bliver denne gang holdt sammen med Copenhagen Phil, der gennem mange år mest var kendt under navnet Sjællands Symfoniorkester.
Udover at Johan Reuter får P2 Kunstnerprisen 2016, der er en hæderspris, vil lytterne også komme til at opleve ham i en række P2-programmer næste år – blandt andet koncert­trans­mis­sion­er af Mahlers Kindertotenlieder og Des Knaben Wunderhorn.
Om baggrunden for valget af Johan Reuter som P2 Kunstner 2016 siger redaktør Esben Tange fra P2:
”Johan Reuter har en lysende musikalitet og et vokalt over­skud, som både brænder igennem, når han står på en operascene, og når han synger intime lieder. Og i kraft af et stærkt fysisk nærvær og stor scenisk autoritet har han gjort figurer som Mozarts Figaro og Hollænderen i Wagners ’Den flyvende hollænder’ samt Saul og Henrik fra Carl Nielsens operaer levende – og til tider skræmmende – for et stort publikum,” siger han.

Hele Danmarks Radio

Musikchef Uffe Savery fra Copenhagen Phil, der ledsager Johan Reuter musikalsk på P2-pris-aftenen, siger:
”Johan Reuter er solist med ”stort S”, samtidig med at han lytter og synger ”ind i orkestret” og ikke kun synger ”ovenpå orkestret”. Vi glæder os meget til at samarbejde med Johan Reuter og sætter stor pris på, at DR i år har valgt at lægge deres stort anlagt og højtprioriterede P2 Prisen-koncert i vores koncertsal med vores orkester. Det viser, at DR ønsker at være hele Danmarks Radio. Tak for det,” siger Uffe Savery.
Johan Reuter er uddannet fra Det Kgl. Danske Musik­kon­ser­va­to­rium og Operaakademiet, og han har siden 1996 været ansat ved Det Kongelige Teater.
Ved P2 Prisen medvirker Johan Reuter i en del af koncerten, hvor programmet er Mozarts Aprite un po’quegli occhi fra Figaros Bryllup, Wagners ouverture fra Mestersangerne, Wagners Die Frist ist um fra operaen Den Flyvende Hollænder og Wagners O du mein holder Abendstern fra Tannhäuser.
Partiet som Figaro i Mozarts Figaros Bryllup, som der høres uddrag af den 28. januar 2016, har betydet noget helt særligt for Johan Reuter. ”’Figaro’ er jeg blevet ved med at vende tilbage til – både i Danmark og internationalt. Det var desuden den rolle, som jeg sang uddrag af, da jeg første gang var ude i den store verden og stå på scenen med nogle af de helt tunge drenge og piger. Den årlige koncert – som også er en stor society-begivenhed – til fordel for det tyske AIDS-Fond på Deutsche Oper i Berlin stod pludselig og manglede en Figaro, og dagen efter stod jeg ved siden af Christian Thielemann og sang Figaro i Berlin,” beretter Johan Reuter, der tilføjer: ”Jeg kan huske, at jeg sagde til mig selv, at nu skulle jeg huske at nyde det, for det var ikke sikkert, at jeg nogen sinde ville komme til at opleve noget lignende igen. Det viste sig heldigvis at være forkert,” siger han.
Nomineringer og øvrige solister og ensembler ved P2 Prisen 2016 i Koncertsalen på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium bliver offentliggjort senere. Allerede nu ligger det dog fast, at P2 Prisen 2016 både bliver sendt direkte på P2 og på DR K. Billetterne til P2 Prisen 2016, hvor Lawrence Foster er dirigent, fås via Copenhagen Phils hjemmeside.
Dette års P2 Kunstner er Trio con Brio.
Johan Reuter Foto: Miklos_Szabo 404 KB
PRAKTISK INFO
“P2 PRISEN 2016”
28. januar 2016 kl. 19:00
Konservatoriets Koncertsal
Dirigent / Lawrence Foster
Mozart / Aprite un po’quegli occhi fra Figaros Bryllup
Wagner / Ouverture fra Mestersangerne
Wagners / Die Frist ist um fra Den Flyvende Hollænder
Wagners /O du mein holder Abendstern fra Tannhäuser
Billetter / www.copenhagenphil.dk
Pris / 190-390 kr. inkl. gebyr.
Unge u. 25 år 50% rabat
Pressefotos / Pressefotos orkester
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019