PM. Copenhagen Phil fejrer Carl Nielsen facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

COPENHAGEN PHIL FEJRER CARL NIELSEN

Copenhagen Phil åbner for godteposen med et rent Carl Nielsen program, der fejrer 150-året for den store danske komponist. Det sker den 26. februar i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg, hvor en af Danmarks mest erfarne dirigenter – og førende Carl Nielsen fortolkere – Michael Schønwandt står på dirigentpodiet.

Stort Nielsen program

Den danske komponist, Carl Nielsen, ville i år være fyldt 150 år. Det markerer Copenhagen Phil med en koncert den 26. feb­ru­ar dedikeret til en af de største danske komponister nogen­sinde. Orkestrets prisvindende solofløjtenist, Kristina Ersson, har hovedrollen i Nielsens forførende Fløjtekoncert. På pro­gram­met er også Nielsens ”Commotio” og den sprudlende Symfoni nr. 2, ”De Fire Temperamenter” – en symfoni, som Carl Nielsen selv dirigerede ved uropførelsen i København 1902. Året efter opførte han symfonien med Berliner Filhar­mo­ni­ker­ne. På dirigen­tpo­di­et denne vinteraften står en af Danmarks mest erfarne dirigenter – og en af verdens førende Carl Nielsen fortolkere: Michael Schønwandt. Siden sin debut for næsten 40 år siden har Carl Nielsens musik været en fast bestanddel af Schønwandts repertoire. Derudover er den danske verdensdirigent modtager af P2s Kunstnerpris 2014.

Soloværk for fuldt orkester

Fødselsdagsprogrammet indledes med et af Nielsens sidste værker, orgelværket ”Commotio” i en version instrumenteret af Hans Abrahamsen for stort orkester. ”I hans orkesterversion er det Carl Nielsens orkester, som man hører. Og det er spændende og afvekslende, både sprødt og markant. … Resul­tat­et er, at ens nysgerrighed efter at gen(høre) Carl Nielsens original straks vækkes”, skrev Jyllands-Posten i anmeldelsen af uropførelsen i oktober 2014.

Drømmefløjte af guld

I 1921 hørte Carl Nielsen Københavns Blæserkvintet øve sig på musik af Mozart. Han var målløs over den høje standard og endte med ikke blot at skrive en kvintet til de fem musikere – planen var at skrive en solokoncert til hvert medlem. Han begyndte med Fløjtekoncerten. Uropførelsen fandt sted i 1926 ved en koncert i Paris, som skulle være et stort fremstød for Carl Nielsens musik. Komponisten Arthur Honegger anmeldte værket i Politiken med ordene: ”…smukke Kombinationer, saa­le­des Dia­log­en mellem Fløjten og Pavken eller Fagotten. … Vi beundrer Carl Nielsen som Tekniker af første Rang og som en Kunstner, hvis Overflod af Skaberevne stadig fornyes. Hele hans Værk giver Indtrykket af Sundhed, Kraft og Over­leg­en­hed.” Carl Nielsen nåede kun at skrive to af de planlagte fem blæser­kon­cert­er; til klarinet og fløjte. Ved koncerten den 26. februar 2015 er Copenhagen Phils solofløjtenist, Kri­sti­na Ersson, solist i Nielsens Fløjtekoncert. Hun modtog i 2013 Sydbanks Nationale Musikpris – et hæderslegat, som hun brugte på at købe sin drømmefløjte af guld.
Michael Schønwandt.
Kristina Ersson.
PRAKTISK INFO
CARL NIELSEN
Torsdag 26. februar 2015 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal (tidl. Radiohuset)
Dirigent / Michael Schønwandt
Solist / Kristina Ersson, fløjte
Nielsen / Hans Abrahamsen / Commotio
Nielsen / Fløjtekoncert
Nielsen / Symfoni nr. 2, De Fire Temperamenter
Billetter / www.billetten.dk / 190-390 kr.
Samme koncert spilles /
27. februar 2015 kl. 19:30 / FrederiksborgCentret, Hillerød
28. februar 2015 kl. 16:00 / Grønnemose Skoles Festsal, Gladsaxe (Fløjtekoncerten erstattes af et værk med prismodtageren af Gladsaxe Musikpris 2015)
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019