PM. Schumann Festival med Copenhagen Phil og berømt dirigent facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Schumann Festival
med Copenhagen Phil og berømt dirigent

I slutningen af januar præsenterer Copenhagen Phil en hel Schumann Festival med fokus på komponistens fire symfonier. I spidsen for festivalen står orkestrets nyudnævnte æres-gæste­dirigent, Lawrence Foster, sammen med pianisterne Mari­an­na Shirinyan og Nareh Arghamanyan.
Den 21., 24., 28. og 31. januar 2015 sætter Copenhagen Phil spot på Schumanns fire symfonier ved fire koncerter i Kon­ser­va­toriets Koncertsal på Frederiksberg. Hver symfoni kombineres med en klaverkoncert af en af Schumanns samtidige med én af de to fremragende og armenskfødte pianister Marianna Shirinyan og Nareh Arghamanyan ved tangenterne. Koncerterne indledes med et kammermusikværk spillet af Nightingale String Quartet, Copenhagen String Quartet eller en blæseroktet fra Copenhagen Phil.

Berømt æres-gæstedirigent

Den berømte og erfarne amerikanske dirigent, 73-årige Lawrence Foster, er fra denne sæson udnævnt som Copenhagen Phils æres-gæstedirigent for en tre-årig periode. Orkestrets Schumann Festival er hans ide, og han ser meget frem til igen at diri­ge­re orkestret.
Under kyndig vejledning fra to af det 20. århundredes største dirigenter, Karl Böhm og Bruno Walter, fik Foster sin pro­fes­sio­nel­le debut som kun 18-årig. Han har således dirigeret i 55 år og har i dag opnået stor anerkendelse og er eftertragtet af symfoniorkestre over hele verden – og hos musikerne i Copen­hagen Phil har han en helt særlig stjerne. Lawrence Foster er særdeles aktiv på koncertscener rundt om i hele verden og ses jævnligt på ex Hollywood Bowl, Aspen- og Ravinia Festival. For nylig stod han i spidsen for DR Symfoni­Orkestrets nytårsgalla.

Schumann i hovedrollen

Schumann er i fokus ved festivalens fire koncerter, hvor hans fire symfonier opføres i rækkefølge. Symfonierne kombineres med hhv. Liszts 1. og 2. klaverkoncert spillet af Nareh Ar­gha­man­yan samt med Chopins 1. og 2. klaverkoncert med Marianna Shirinyan.
Gennem musikken tegnes et portræt af Schumann – hans til tider tunge sind og livet med hustruen Clara. Med symfonierne gik Schumann fra at komponere kammermusik til at træde ind på den helt store musiks scene. Med de fire symfonier manifesterede han sig om en de helt store komponister, hvis musik den dag i dag ofte spilles i koncertsale over hele verden.

Fire smukke symfonier

Første symfoni, Forårssymfonien, blev skitseret i en arbejds­rus på kun fire dage og fire søvnløse nætter i slutningen af januar 1841. Seks år senere var Schumann færdig med sin 2. symfoni – musikken er forbavsende lys og optimistisk, selvom den er skrevet i en periode, hvor han var fysisk og psykisk i dyb krise.
I perioden herefter var Schumann bedst kendt som manden til den kendte pianist Clara Schumann, men kravlede langsomt og sikkert op ad kendisstigen bl.a. med sine mange kompositioner. I 1851 dirigerede han selv uropførelsen af sin 3. symfoni in­spi­re­ret af floden Rhinen og landskabet deromkring. Koncerten var en triumf for komponisten, og der blev råbt et trefoldigt hurra for ham. Om Schumanns sidste og fjerde symfoni sagde han selv: “Min næste symfoni skal hedde Clara”, og jeg vil skildre hende ved hjælp af fløjter, oboer og harpe". Sådan endte værk­et ikke helt, det kom til at klinge mørkt og bredt med satser, der (dengang uvant) flyder sammen til ét langt og smukt portræt af den elskede Clara. Værket blev endeligt færdigt i 1853.
Law­ren­ce Foster står i spidsen for Copenhagen Phils Schu­mann Festival.
Marianna Shirinyan spiller Chopins klaverkoncerter.
Nareh Arghamanyan Foto: Julia Wesely 1 MB
Nareh Arghamanyan spiller Liszts klaverkoncerter.
PRAKTISK INFO
SCHUMANN FESTIVAL
Æres-gæstedirigent / Lawrence Foster
Konservatoriets Koncertsal
21. januar 2015 kl. 19:30
Solist / Nareh Arghamanyan, klaver
Nightingale String Quartet
Rued Langgaard / Strygekvartet nr. 6
Liszt / Klaverkoncert nr. 1
Schumann / Symfoni nr. 1
24. januar 2015 kl. 19:30
Solist / Narah Arghamanyan
Kammermusikere fra Copenhagen Phil
Mozart / Blæseroktet c-mol
Liszt / Klaverkoncert nr. 2
Schumann / Symfoni nr. 2
28. januar 2015 kl. 19:30
Solist / Marianna Shirinyan, klaver
Kammermusikere fra Copenhagen Phil
Stravinskij / Blæseroktet
Chopin / Klaverkoncert nr. 1
Schumann / Symfoni nr. 3
31. januar 2015 kl. 19:30
Solist / Marianna Shirinyan
Copenhagen String Quartet
Schumann / Strygekvartet opus 41 nr. 1
Chopin / Klaverkoncert nr. 2
Schumann / Symfoni nr. 4
Billetter / www.billetten.dk / Pris 190-390 kr.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019