PM. Copenhagen Phil spiller Bartók facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Copenhagen Phil spiller Bartók

Den 31. oktober 2014 har Copenhagen Phil den fremragende pia­nist, Alice Sara Ott, på besøg som solist i Bartóks Stravin­skij inspirerede 3. klaverkoncert. Også Bartóks Rumænske Fol­kedanse og Koncert for Orkester er på pro­gram­met – musik, der kræver dyb kon­cen­tration og giver musikerne sved på pand­en. Hele herligheden dirigeres af den internationalt anerkendte tyske dirigent, Jun Maerkl.
Den sidste fredag i oktober spiller Copenhagen Phil en stor koncert med musik af Béla Bartók. Orkestret har besøg af den 24-årige tysk-japanske pianist, Alice Sara Ott, som på mindre end fem år har opnået stor anerkendelse verden over og har eta­ble­ret sig som et af tidens mest spændende musikalske talenter. “The soloist, replacing Lang Lang at short notice, was Alice Sara Ott, who gave the kind of gawp-inducing bravura perfor­mance of which legends are made“, skrev The Guardian. Denne aften er hun solist i Bartóks 3. klaverkoncert – et fan­tastisk musik­stykke, hvor vi møder den klassiske Bartók in­spi­reret af Stra­vin­skijs rytmiske musik.

Bela Bartók

At ungarske Bela Bartók ville blive noget ved musikken, stod klart meget tidligt – da han allerede som 11- årig spiller sin første solokoncert som pianist. Bartók er inspireret af Brahms, Richard Strauss og Debussy, men finder også sine helt egne inspirationskilder: Den ungarske folkemusik, som skal vise sig at blive vejen frem for den unge komponist. Bartók rejser rundt og lytter til spillemænd og sigøjnere synge sange og melodier, de har lært af forrige generationer. 1. verdens­krig forhindrer ham i at forlade Ungarn, og han begynder i stedet at bruge de indsamlede melodier til sine nye kompo­si­tion­er. I 1915 skriver han seks satser for klaver baseret på rumænske folkedanse, og to år senere instrumenterer ham dem for lille orkester.

Turen går til USA

Antifascisten Bartók flygter fra 2. verdenskrig til USA. Men livet her ikke let – Bartók er respekteret, men hans musik ikke ligefrem populær, og han kæmper med at skaffe til dagen og vejen. Oven i det får han i april 1944 konstateret leukæmi. Bartók bliver reddet af dirigenten Koussevitzky, der tilbyder ham 1000 dollars for et nyt værk.
Bartóks koncert for orkester bliver skrevet på kun et par måneder, og uropførelsen i Boston i december 1944 er en sand triumf for komponisten. Koncerten bliver hurtigt Bartóks allermest populære værk og er stadig den dag i dag et værk, som alle symfoniorkestre over hele verden spiller med re­gel­mæssige mellemrum – ikke mindst fordi det for en gangs skyld hverken er en violinist eller en pianist, der er solist i koncerten, men alle orkestrets instrumentgrupper som på skift er i fokus.

Klaverkoncerten, der ikke nåede at blive færdig…

Bartók når at opleve både den store succes for hans koncert for orkester og afslutningen på verdenskrigen, inden han dør af sin leukæmi i september 1945. Det sker præcis en måned inden, Bartóks kone fylder 42 år. Dermed når han ikke at give hende sin helt særlige fødselsdagsgave, som han havde arbejdet på i de sidste måneder af sit liv: Sin tredje klaverkoncert. De sidste 17 takter bliver instrumenteret færdige efter hans død af komponistkollegaen Tibor Serly. Men eftermælet er klart: Bela Bartók er den store mand i ungarsk musikliv i det 20. århundrede.
Pianist Alice Sara Ott
Copenhagen Phil spiller Bartók den 31. oktober
PRAKTISK INFO
BELA BARTOK
Fredag 31. oktober 2014 kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg
Dirigent / Jun Maerkl
Solist / Alice Sara Ott, klaver
Copenhagen Phil
Bartók / Rumænske Folkedanse
Bartók / Klaverkoncert nr. 3
Bartók / Koncert for orkester
Billetter / www.billetten.dk / 190-390 kr.
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019