PM. Nyt klassisk koncertformat: 60 minutes facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Premiere på nyt klassisk koncertformat

Den 30. september 2011 slår Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil dørene op til en ny sæson – og til premieren på orkestrets nye klassiske koncertformat: 60 minutes.
60 minutes bryder rammerne for traditionelle klassiske koncerter ved at nytænke symfonikoncertformatet og præsentere klassisk musik på nye måder. Med sæsonens fem 60 minutes kon­certer ønsker orkestret at åbne dørene til et bredt publikum.
60 minutes er en kunstnerisk produceret koncert, hvor der er fokus på det sociale før og efter koncerten, som samtidig er en indførelse i aftenens tema. Koncerterne er udviklet på baggrund af orkestrets egne ønsker, visioner og idéer.

Årets tangokoncert: 60 minutes of HEAT

Aftenens koncert, 60 minutes of HEAT, står i tangoens tegn. Kl. 19:30 åbner dørene til Den Musikalske Markedsplads med lydinstallation v. Fuzzy, videoinstallation med orkestrets flash mob på Københavns Hovedbanegård, en særlig HEAT-menu, åben bar samt kunstnermøder, hvor orkestrets hornist Johan Åhnberg fortæller om tangodans som hobby, tango-DJ Lene Oskaria fortæller om sin passion for tango, formand for Tangoforeningen, Mads Bruun Pedersen, fortæller om argentinsk tango i København og musikchef Uffe Savery interviewer chef­dirigent Lan Shui og komponist Benjamin Yusupov.
Musikken starter kl. 20:15, hvor Sjællands Strygekvartet og Paolo Russo (på tangoinstrumentet bandoneon) er support og varmer op på scenen i tangoens ånd. Kort før kl. 21 vil den nye 60 minutes-jingle lyde i salen, hvorefter koncerten, 60 minutes of HEAT, starter. På programmet er bl.a. den russiske komponist Benjamin Yusupovs Viola Tango Rock Concerto med verdensstjernen Maxim Rysanov som solist på akustisk- og elektrisk bratsch. I værket indgår et ægte tangooptrin med nogle af Danmarks bedste tangodansere, TangoPoetry.
Efter koncerten, kl. 22:00, åbner Tangosalonen, hvor tango-DJ Lene Oskaria og TangoPoetry byder publikum op til dans.

Verdensstjerne gæster Danmark

Aftenens solist er den 30-årige bratschiststjerne Maxim Rysanov. Rysanov erobrer i disse år verdens klassiske scener med optrædener i store koncertsale med førende dirigenter og solister. Han har etableret sig som en af verdens bedste bratschister og er med sin karismatiske udstråling og sit virtuose spil intet mindre end en rockstjerne på den klassiske musikscene. Med en imponerende sikkerhed og stor musikalsk intelligens har han sprængt forestillingerne om bratschen som ’underdog’ i klassisk musik.

Fra 60 minutes til flash mob

Det er Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils over­ordnede vision at aktualisere den klassiske musik og være relevant for et forskelligartet publikum. Derfor, og som en naturlig forlængelse af 60 minutes, lavede orkestret i maj i år en flash mob på Københavns Hovedbanegård med Ravels Bolero. Formålet var at møde et nyt og forskelligartet publikum i nye omgivelser.
Videoen er nu set af over 1 million YouTube-brugere – og tallet er stødt stigende. Vi har modtaget utrolig meget positiv opmærksomhed fra ikke blot publikummer, brugere og bloggere i hele verden, men også medier som Discovery Channel og tyske ProSieben, der i nær fremtid viser flash mob’en i deres udsendelser. Gennem flash mob’ens utradi­tionelle formid­lingsmåde har vi mødt stor interesse for klassisk musik, og det glæder os til at føre videre med 60 minutes.
60 minutes 2011 / 2012 gennemføres med økonomisk støtte fra:
Det Obelske Familiefond / Nordea-fonden / Augustinus Fonden / Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond / Sjællands Symfoniorkesters Udviklingsfond
Fredag 30. september 2011 fra kl. 19:30
Konservatoriets Koncertsal
Lørdag 1. oktober 2011 fra kl. 19:30
FrederiksborgCentret, Hillerød

Support

Sjællands Strygekvartet
Paolo Russo (bandoneon)
Mauro Patricelli (klaver)
Olle Davidson (kontrabas)
Paolo Russo / Cosu y Casa
Paolo Russo / Albatros
Astor Piazzolla / Oblivion
Astor Piazzolla / Libertango

60 minutes of HEAT

Dirigent / Lan Shui
Solist / Maxim Rysanov
Dansere / TangoPoetry
John Adams / Short Ride in a Fast Machine
Arturo Márquez / Danzon no. 2
Benjamin Yusupov / Viola Tango Rock Concerto
Leonard Bernstein / Mambo

Lounge / Tangosalon

Tango-DJ / Lene Oskaria Stengaard
Dansere / TangoPoetry
Billetter købes på: www.billetten.dk
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019