PM. 60 minutter med Wildbirds & Peacedrums facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

60 enestående minutter med
Wildbirds & Peacedrums

I november erobrede Copenhagen Phil og Max Richter store VEGA med den anmelderroste 60 Minutes of Max Richter/Vivaldi Recomposed koncert. Til maj genoptager Copenhagen Phil og VEGA samarbejdet og præsenterer 60 Minutes of Wildbirds & Peacedrums, lounge ved DJ Rosa Lux og spektakulær scenografi af kunstnerne Elisabeth Kiss og Morten Bencke

Vilde fugle og symfoniorkester

Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums står ved scenekanten, når Copenhagen Phil 2. maj gæster store VEGA for anden gang. Wildbirds & Peacedrums er en uklassificérbar blanding af Mariam Wallentins alsidige og vovede vokal og Andreas Werliins utallige percussion-instrumenter. Duoen udgav sit første officielle album Hardcore i 2007 og har siden turneret det meste af verden.
Med det til tider voldsomme udtryk forsøger duoen at indfange de rene ekstatiske følelser i musikken, og det er ubegribeligt, hvad de to kan få ud af én enkel vokal akkompagneret af percussion. Når de to vilde fugle får stillet den unge komponist Benjamin de Murashkin og byens nok mest hippe symfoniorkester til rådighed, kan der umuligt vente andet end en uforglemmelig oplevelse.
”Wildbirds & Peacedrums’ musik og lydunivers indeholder både en vildskab og noget meget smukt og skrøbeligt. I samspillet med Copenhagen Phil opstår noget helt særligt, der forstærker udtrykket og tager publikum med på en anden slags rejse end forventet,” fortæller Lene Vive Kristoffersen, VEGA.

Magi, men kun én gang

Både i Copenhagen Phil og hos VEGA glæder man sig over igen at kunne optage samarbejdet om 60 minutes-koncerterne:
”Vi arbejder meget bevidst på at udvide koncertoplevelsen for publikum og sprænge rammerne for, hvad en live musikoplevelse kan. Det essentielle og fantastiske ved ’60 minutes’ og samarbejdet med Copenhagen Phil er, at vi skaber en helt speciel oplevelse. Der opstår noget helt særligt mellem publikum og de optrædende når alle ved, at det kun er denne ene gang, at netop dette sammenspil kan opleves. Det er magisk!” fortæller Lene Vive Kristoffersen.

Spektakulær scenografi og DJ Rosa Lux

De to kunstnere Elisabeth Kiss og Morten Bencke udsmykker VEGA med installationer skabt til Wildbirds & Peacedrums musik. Værkerne kommer til at bevæge sig fra scenen og hele vejen ud i foyerområdet.
Efter koncerten vil DJ Rosa Lux samle op på aftenen og forkæle publikum med de nyeste beats i foyeren, hvor baren er åben. Rosa Lux har gennem flere år – med sin helt egen blanding af tech og house – været én af de hotteste DJs i København og en fast del af byens kulturliv, blandt andet som del af kunstnerkollektiv DUNST og som kurator for den elektroniske festival Strøm på 3. år.
Rosa Lux er netop nu i gang med et remix projekt, hvor hun bearbejder sine danske yndlings “vintage” kunstnere (Materiale fra før 1990) samt nye bands og solister. Projektet hedder SUPERHEROES og er en serie af singler, hvor a-siden er dedikeret til Oldskool og b-siden til Newskool. Planen er, at udsende en single hver måned og samle alle remixene op på et album, når den sidste og 6. udgivelse kommer i maj.
Wildbirds & Peacedrums 2,7 MB Foto: Andreas Werliin
Wildbirds & Peacedrums indtager store VEGA med ny musik og Copenhagen Phil 2. maj.
Wildbirds & Peacedrums. Foto: Fabrice Bourgelle.
Rosa Lux 80 KB
Rosa Lux er DJ til 60 minutes of Wildbirds & Peacedrums i VEGA 2. maj 2014.
Copenhagen Phil & VEGA præsenterer
60 minutes of Wildbirds & Peacedrums
2. maj, store VEGA
Solister / Wildbirds & Peacedrums
Support / Copenhagen Phil, værker af Benjamin de Murashkin
Lounge / Rosa Lux
Scenografi / Elisabeth Kiss og Morten Bencke
Hvad er 60 minutes?
Copenhagen Phil lancerede i 2011 koncertformatet ‘60 minutes’. Orkestret samarbejder med nogle af tidens mest talentfulde kunstnere og søger med 60 minutes-formatet at vise de mange muligheder som et moderne symfoniorkester rummer. 60 Minutes of Wildbirds & Peacedrums er den 13. koncert i rækken af ‘60 minutes’ koncerter.
VEGA logo 71 KB
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019