PM. Stortalent opfører Haydn og nyt værk af Bent Sørensen facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Stortalent opfører Haydn og nyt værk af Bent Sørensen

Det norske stortalent Tine Thing Helseth er solist ved danmarkspremieren på Bent Sørensens nye trompetkoncert og et klassisk hit fra Haydns hånd, når Copenhagen Phil præsenterer koncerten ’Himmelske trompeter’ i januar.

Danmarkspremiere på værk af Bent Sørensen

”Trompetkoncerten er skrevet til Tine Thing Helseth og hendes unikke, behændige og virtuose trompet – og er samtidig tilegnet mine to døtre,” fortæller Bent Sørensen, hvis nye Trompetkoncert uropføres på dansk grund den 23. og 24. januar sammen med Copenhagen Phil.
I 1996 modtog Sørensen Nordisk Råds Musikpris for sin violinkoncert Sterbende Gärten og tre år senere Wilhelm Hansens komponistpris. Bent Sørensen var desuden huskomponist på Huddersfield festival i England i 2011. Han er én af de betydeligste komponister i sin generation og internationalt anerkendt for sit personlige og nyskabende tonesprog.
”Min trompetkoncert er i tre satser. Den første sats er legende – den dæmpede trompet kravler ud og ind mellem orkesterets løbende melodier og levende støjflader. Mod slutningen af satsen når trompeten frem til noget, der kunne lyde som en kadence – og så alligevel: Trompeten får aldrig lov til at være helt alene og bliver til allersidst opslugt af orkesteret,” fortæller Bent Sørensen om sin nye trompetkoncert og fortsætter:
”Den anden sats udspiller sig i et barkarole-lignende univers (Min evige drøm om Venezia); men tikkende ure trænger sig på, og det drømmende ledes direkte over i sidste sats: En hakkende finale, hvor trompeten til sidst endelig slipper fri; men da er koncerten faktisk færdig.”

Det bedste fra den klassiske verden

Ud over premieren vil publikum kunne lægge øre til Haydns trompetkoncert – ét af den klassiske verdens absolutte hits.
Franz Joseph Haydn skrev i 1796 sin verdensberømte trompet­koncert som en hyldest til kammeraten Anton Weidingers ny-opfundne ”klaptrompet”, der modsat de tidligere trompettyper var i stand til at spille alle toner. Det er intet under, at denne livlige og energiske koncert er blevet ét af de mest prominente værker på Tine Thing Helseths repertoire.

Mendelssohns Reformationssymfoni

En symfoni, der fejrer den kirkelige revolution. Det var for nogle en kende for kontroversielt, hvorfor flere musikkere nægtede at spille værket tilbage i 1900-tallet. Ikke desto mindre vil chefdirigent Lan Shui denne aften lede Copenhagen Phil gennem Mendelssohns symfoni nr. 5, Reformations­symfonien, der hylder Martin Luther og 300-året for reformationen. Denne festlige symfoni indeholder citater fra den gamle kirkemusik, og værket kulminerer i Luthers salmemelodi ”Vor Gud han er så fast en borg”.
Tine Thing Helseth  334 KB Foto: Observertoriet
Bent Sørensens nye trompetkoncert er skrevet til Tine Thing Helseth og hendes virtuose trompet.
Chefdirigent Lan Shui leder Copenhagen Phil ved aftenens koncert, som blandt andet byder på Haydns Trompetkoncert – et sandt klassisk hit.
HIMMELSKE TROMPETER
Chefdirigent / Lan Shui
Solist / Tine Thing Helseth
Bent Sørensen / Trompetkoncert
Haydn / Trompetkoncert
Mendelssohn / Symfoni nr. 5, Reformationssymfonien
Billetter /
www.copenhagenphil.dk
Copenhagen Phil
Kommunikationsansvarlig (barselsvikar) Louise Nabe
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C
M: 28 93 23 22. T: 33 91 11 99
nb@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2019