English Copenhagen Phil



Leonard Bernstein
Luk

Leonard Bernstein (1918-1990)

Leonard Bernstein var en amerikansk komponist, diri­gent og pianist. Han er en af verdens mest elskede dirigenter og blandt de første amerikanske dirigenter, som modtog stor international anerkendelse. Han er i følge New York Times: “Én af de mest talentfulde og succesrige musikere i amerikansk historie.

Bernstein blev kendt for sit engagement med New York Philharmonic, som han stod i spidsen for fra 1958-69. Han var en af det 20. århundredes mest indflydelses­rige dirigenter og havde en del af æren for, at Gustav Mahler blev en populær klassiker, og at Carl Nielsen blev kendt uden for Skandinavien. Bernstein modtog i 1965 Sonningprisen i København og kvitterede med at dirigere Det Kgl. Kapel i Carl Nielsens 3. symfoni.

Leonard Bernstein ønskede brændende at komponere sideløbende med sin succesfulde dirigentkarriere, men han nåede kun et opus tal på 14. Han var en søgende komponist med et bredt repertoire inspireret af Mahlers og Stravinskijs musik, religiøse ritualer, de amerikanske kolleger George Gershwin og Aaron Copland og jazz. Kombinationen af disse retninger gør ham til en af 1900tallets mest underholdende musikalske komponister.

Bernstein er mest kendt for West Side Story, som betød en revolution for måden at lave teater på på Broadway. Men han har blandt andet også skrevet symfonier, ope­retten Candide, operaen A Quiet Place, kammermusik, stykker for piano samt andre værker for orkester og kor.