English Copenhagen Phil



John Adams
Luk

John Adams (1947-)

John Adams er en Pulitzer-vindende amerikansk kompo­nist med stærke rødder i minimalismen. Han har kompo­neret en del orkesterværker, men har også haft succes med kammermusik, korværker og operaer. Hans værker skiller sig ud blandt moderne klassiske kompositioner ved deres udtryksfuldhed, glansfulde lydbillede og dybe humanistiske temaer. Siden starten af 1970erne har han interesseret sig for elektronisk musik, som han har integreret i flere værker. I senere værker gør han brug af mere traditionelle harmoniske midler.

Adams’ mest kendte værker er On the Transmigration of Souls (2002), en korsats til minde om ofrene for ter­rorangrebet 11. september 2001 (som han vandt en Pulitzer for i 2003) og Shaker Loops (1978), et mini­malistisk fire-satset værk for strygere. Hans mest velkendte operaer omfatter Nixon in China (1987), der handler om den amerikanske præsident Richard Nixons besøg i Kina, og Doctor Atomic (2005) om Robert Oppen-heimer, Manhattan-projektet og bygningen af den første atombombe.

John Adams er født i New England, USA, hvor han har studeret på Harvard. Han begyndte at komponere, da han var 10 år og hørte som teenager sit første orkester­stykke spillet live. Efter studietiden flyttede han til San Francisco, hvor han underviste på konservato­riet, inden han blev huskomponist for San Francisco Symphony og skaber af orkestrets kontroversielle og succesrige ‘New and Unusual Music’-serie. Mange af hans værker er skrevet til og førsteopførst af San Francisco Symphony.

Adams er også en aktiv dirigent med et varieret reper-toire. Inden for de seneste år har han ledet blandt andre New York Philharmonic, Cleveland Orchestra, Chicago Symphony Orchestra, New World Symphony, San Francisco Symphony, Atlanta Symphony Orchestra, Royal Concertgebouw Orchestra og London Symphony Orchestra.