English Copenhagen Phil



Jean Sibelius
Luk

Jean Sibelius (1865-1957)

Jean Sibelius er Finlands mest kendte komponist. Internationalt hører han til blandt de mest anerkendte komponister fra perioden omkring 1900, og sammen med Carl Nielsen, Edvard Grieg og Bedřich Smetana hører han til nationalromantikerne. Sibelius blev født, da Finland var russisk. Hans musik har derfor spillet en vigtig rolle i dannelsen af en national finsk iden­titet. Finlands store musikkonservatorium, Sibelius-akademiet, (et af de største i Europa) blev i 1939 opkaldt efter Sibelius, der havde fået sin uddannelse der.

Som en stejl klippe står Sibelius solidt på finsk grund og rager op over alle kolleger i Finland og i hele Norden. Sibelius er helt sig selv. Med dyb sam­hørighed med det nationale betinget dels af hans varme og ægte naturfølelse, dels af hans fortrolighed med sit lands sagn (Kalevala-epos) og historie holdt Sibelius sig så godt som fri af alle påvirkninger udefra. Selvfølgelig var der visse paralleller med den almindelige musikudvikling, men den forandring, hans tonesprog undergik fra senromantisk stil med store klangflader til klassisk præget enkelhed og intimitet, udsprang af hans egen stærke og stejle personlighed.

Skønt Sibelius de sidste 30 år af sit lange liv ikke lod en tone komme ud til offentligheden (han tilintet­gjorde selv alt – bl.a. symfoni nr. 8) omfatter hans produktion bl.a. syv symfonier, en række symfoniske digtninge og kortere orkesterværker, en violinkoncert, en strygekvartet, en mængde værker for violin og klaver og for klaver alene, orgelstykker, kormusik, sange, skuespilmusik og en opera.