English Copenhagen Phil



Geoffrey Gordon
Luk

Geoffrey Gordon, komponist

Den amerikanske komponist Geoffrey Gordons kompositioner inkluderer både vokal og instrumental orkester- og kammermusik, såvel som partiturer til teatre, danseforestillinger og film. Hans musik har vundet mange anmelderes hjerter gennem tiden. Blandt andet kaldte Chigaco Tribunes musikjournalist, John von Rhein, Gordons komposition lux solis aeterna, som havde premiere i 2009 for “kosmisk skønhed” – og musikkritiker Lawrence Johnson fra tidsskriftet Classical Review brugte følgende udtryk om Gordons værk Tiger Psalms: “En meget imponerende og betydningsfuld verdenspremiere.”

Geoffrey Gordon var i 2008/2009 composer-in-residence på the Aaron Copland House. Han har desuden haft et længere residency på La Napoule Arts Foundation i Cannes og på den historiske Cliff Dweller Club i Chicago. Han er nomineret til Chamber Music Society of Lincoln Center’s Elise Stoeger Prisen og optaget i American Academy of Arts and Letters. Derudover har han modtaget legater fra University of Wisconsin, Boston University, New York University og Guildhall i London.

De sidste mange sæsoner er Gordons værker blevet opført mere end 50 gange på tre forskellige kontinenter med en lang række premierer, dirigeret af blandt andre James Gaffigan, Christophe Mueller og Ilan Volkov og med solister som Moshe Aharonov, Megumi Kanda og Carol Wincenc. De følgende sæsoners højdepunkter indebærer nye orkesterværker skrevet til kendte solister; såsom Andrew Bain (horn), Amy Dickson (saksofon), Stephen Burns (trompet) og Lorenzo Iosco (basklarinet) samt en række bestillinger fra Cleveland Orchestra, the Buffalo Philharmonic, the Alabama Symphony, the Dallas Symphony, Gemeaux Quartett, Ensemble Matisse, Boston Modern Orchestra Project, Escher Quartet, Fulcrum Point New Music Project, Le Train Bleu, LUNAR Ensemble, Great Noise Ensemble, Third Angle Ensemble og San Francisco Contemporary Music Players.

I sæson 2013/2014 er Geoffrey Gordon i residency i København på foranledning af Statens Kunstråd. Her skal Gordon fortsætte arbejdet på et nyt teaterstykke med avantgarde bassist og vokalist, Kalina Goudeva. Opholdet i København og samarbejdet med Goudeva skal resultere i en CD- og DVD udgivelse i 2014.

Gordon har desuden vundet en række priser, blandt andet Abelson Foundation Prize; han har ryddet forsiden af M Magazine, og hans værker har været spillet på WFMT i Chicago og WNYC i New York. Gordon har desuden været repræsentant for den amerikanske organisation for komponister, forfattere og forlag, ASCAP, i Washington. Han er sidst, men ikke mindst, composer-in-residence for det Boston-baserede Xanthos Ensemble, ligesom han er huskomponist for American Composers Orchestra i New York City.