English Copenhagen Phil



Benjamin Britten
Luk

Benjamin Britten (1913-1976)

Benjamin Britten var en engelsk komponist, dirigent og pianist – og en af de helt centrale figurer i britisk klassisk musik i det 20. århundrede. Allerede som helt ung viste han store musikalske talenter og blev første gang kendt i offentligheden med cappella korværket A Boy Was Born i 1934. Med premieren på hans opera Peter Grimes i 1945 fik han international berømmelse, og i de efterfølgende ni år skrev han seks operaer, hvilket fastslog hans position som førende inden for genren i det 20. århundrede.

Britten havde en bred interesse for komposition. Hans mangesidige produktion – ofte med pædagogisk sigte – omfatter bl.a. otte operaer, en ballet, fem cykler for sangstemme og klaver (meget skrevet for hans livsled­sager, tenoren Peter Pears), store korværker og andre orkesterværker, en klaverkoncert, en violinkoncert, en symfoni for cello og orkester samt kammermusik for mange forskellige besætninger. Dertil var han særligt interesseret i at skrive musik for børn og amatør­optrædende – og han var en fremragende pianist og dirigent.

Britten var ansvarlig – sammen med Pears og libret­tist/producer Eric Crozier – for stiftelsen af Alde­burgh Festival samt for opførelsen af Snape Maltings Concert Hall. Han var den første komponist, der blev tildelt et livslangt adelskab. Britten har bl.a. modtaget UNESCOs International Rostrum of Composers i 1961 for A Midsummer Night’s Dream, en Grammy Award i 1963 for ‘Classical Album of the Year’, ‘Best Classi­cal Composition by a Contemporary Composer’ og ‘Best Classical Performance – Choral’ alle for War Requiem, Sonning Prisen i 1967, en BRIT Award i 1977 for ‘Best Orchestral Album (of the past 25 years)’ for War Requiem samt en Grammy Hall of Fame Award i 1998 for War Requiem.