Det er svært at beskrive den effekt, som Verdis ikoniske musikalske mavepuster, Dies Irae-satsen, har, når den rammer os live i koncertsalen. Der findes ikke noget voldsommere, hverken inden for eller uden for den klassiske musik. Når Verdi beskriver Dommedag med sine imponerende musikalske muskler, kan vi mærke skrækken helt ind til benet, og ingen forlader koncertsalen uberørt efter dette møde med operamesterens fulde kraftudfoldelse. Satsen er da også blevet selve definitionen på en musikalsk fremstilling af død og fortabelse – det er vildt, voldsomt og djævelsk godt! Og når vi bagefter, på de blideste musikalske englevinger, bliver tilgivet i lysende dur, så er det svært ikke at tro på, at der venter os noget bedre på den anden side.

Gigantværket blev i sin samtid anset for at være for svulstigt til sin hellige tekst, men her, 150 år senere, kan vi heldigvis bare nyde de enorme udsving i udtrykket, som det, de er: højdepunkter af musikalsk kraftudfoldelse i en koncertsal med kor, solister og udvidet symfoniorkester på overarbejde. Og når taktstokken svinges af Copenhagen Phils chefdirigent, Christoph Gedschold, der også har gjort sig bemærket på operaen i Leipzig, er vi i så kyndige hænder, som vi kan komme, på denne rejse ind i mørket og ud igen på den anden side.