Indlæser Begivenheder
14
februar
lørdag

Phil In Love

14. februar 2026 kl. 19:00


PHIL IN LOVE – et musikalsk stævnemøde 

Den er brændstoffet i de største dramaer og i de korteste popsange. Og denne aften fyldes alle afkroge af Vilhelm Lauritzens ikoniske Radiohus med den. Med brusende og brandvarm kærlighed. Copenhagen Phil er blevet ramt af Amors pil og inviterer til et storslået, sanseligt og symfonisk stævnemøde. Orkestret deler scenen med deres seneste flirts og livslange forelskelser som komponisten Louise Alenius, sangeren Østen, multikunstneren Di Garbi og legenden Jørgen de Mylius.

Lørdag 14. februar sætter vi lyd til kærligheden og skaber et universelt soundtrack til følelsen, der overvinder alt. Vi fylder koncertsalen, foyeren, indgangen og hemmelige afkroge med store symfoniske oplevelser, dragende indslag, charmerende samtaler og sitrende overraskelser.

Oplev Copenhagen Phil opføre udødelige værker som Prokofievs Romeo og Julie, såvel som nyklassiskere af bl.a. Adele og Beyonce. Bliv kærlighedsvelsignet af komponist Louise Alenius, lyt til den fremadstormende popkomet Østen, mød Phils strygere, nyd smukt dekoreret østers og gå på opdagelse i husets underjordiske gange, hvor underbevidstheden hersker. Bliv betaget af dansere fra Den Kongelige ballet, lyt til en talk om kærligheden til musikken med bl.a. producer-guru Frederik Thaae, overvær uropførelsen af Di Garbis kærlighedskomposition Vive L’amour og kig din udkårne dybt i øjnene over et glas i Veranda Vinbar, der denne aften popper op i toppen af Lauritzens smukke foyer. Og når du har fået godt til ganen, kan du opleve How To Kill A Dogs scenografs Petruska Miehe-Renards helt unikke centerpiece, der denne aften udstilles og fletter fingre med Lauritzens tidløse modernisme.

Uanset om I skal på den allerførste date, om I har kendt hinanden i årtier, eller du blot er på udkig efter en unik oplevelse med dig selv eller din gode ven, så er her aftenen, du ikke vil gå glip af!

Arrangør: Copenhagen Phil
Støttet af Det Obelske Familiefond
Arrangementet produceres i samarbejde med ADBC
Bemærk dette event finder sted i både foyer og koncertsal
Garderobe er inkl. i billetprisen

NB. vedr. kørestolsadgang:
Eventet er desværre ikke fuldt kørestolsvenligt, da der ikke findes elevatorer i hverken koncertsal eller foyer, da bygningen er fredet. Derfor er kun dele af programmet i stueplan tilgængelige, herunder udvalgte koncerter i koncertsalen og korte performances ved garderoben. Aktiviteter i kælder, balkon og øvrige etager er ikke tilgængelige, og dele af programmet kan derfor ikke opleves på stedet. Der kan desuden forekomme perioder uden aktiviteter i stueplan.

Detaljer
Dato: 14. februar 2026
Tid: 19:00
Begivenhed KategorierKlassisk, Koncerter, Nyskabende
Sted
Julius Thomsens Gade 1
1974 Frederiksberg C,
Arrangør
Arrangør navn: Copenhagen Phil