Copenhagen Phil & Odense Symfoniorkester
Dirigent / Pierre Bleuse
Solist / Selma Teilmann, violin
Bruch / Violinkoncert nr. 1
R. Strauss / Alpesymfonien
ALPESYMFONIEN
Hvad er dobbelt så fedt som ét symfoniorkester? To symfoniorkestre! Scenen fyldes til bristepunktet, når Copenhagen Phil sammen med kollegerne i Odense Symfoniorkester og deres chefdirigent Pierre Bleuse spiller Richard Strauss’ mammutværk, Alpesymfonien. Hele herligheden indledes med Bruchs stemningsfulde violinkoncert – en favorit blandt musikere og publikum – med det kun 19-årige danske stortalent, Selma Teilmann, som solist.
Alpesymfonien er et utvetydigt mesterværk. Men det spilles sjældent, fordi det kræver det næsten umulige af musikere og arrangører: En koncertsal med plads til mere end 100 musikere inkl. orgel, to harper, to paukespillere, vindmaskine og tordenmaskine. Dertil kommer otte horn og fire Wagner-tubaer samt et fjernorkester på bagscenen med trompeter, basuner og hele 12 ekstra horn.
Med denne spektakulære koncert tager Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil hul på et flerårigt samarbejde om at præsentere en komplet cyklus af Mahlers symfonier og udvalgte andre gigantiske og bjergtagende orkesterværker fra det senromantiske repertoire.
Og apropos bjergtagende: Tyske Richard Strauss’ Alpesymfoni er et timelangt værk om Alpernes storhed og indvirkning på mennesket. Musikken beskriver en daglang alpevandring fra bjergets fod før daggry til den blændende solopgang, vandrerens gåpåmod og bjergbestigerens åbenbaring ved at overskue landskabet. Bjergbestigning er et ærkeromantisk symbol for menneskelig stræben. Og Alpesymfonien er først og fremmest en musikalsk fortælling om at hæve sig op over hverdagens trivialiteter.
Arrangør: Copenhagen Phil
Varighed: Ca. to timer inkl. pause
Gratis koncertintroduktion
Dørene lukker præcis
Overtøj og større tasker må ikke medbringes i salen
Garderobeafgift inkl. i prisen