English Copenhagen Phil
1. juli 2018 kl. 15:00
Tivolis Koncertsal

Dirigent / Alexander Shelley
Solist / Michala Petri, blokfløjte
 
Telemann / Suite i a-mol for fløjte og strygere
Mozart / Symfoni nr. 35, Haffner
Sierra / Prelude, Habanera and Perpetual Motion, for fløjte og orkester (uropførelse)
Bizet/ Carmen Suite, uddrag

Tivoli / Festkoncert for Michala Petri

Michala Petri er en musiker af de sjældne – et vidunderbarn, et navn mange vil nævne som det første, hvis de skulle nævne en dansk, klassisk musiker, en musiker der har udvidet repertoiret for sit instrument helt enormt, og en internationalt berømmet musiker, som med mere end 70 cd-ind­spil­ninger og 4000 koncerter i bagagen egentlig burde være meget ældre, men det er altså kun 60 år, Michala Petri fylder i 2018.

Kun 11 år gammel blev Petri indskrevet på konservatoriet i Hannover, men allerede to år forinden havde hun haft sin debut som solist – i Tivolis Koncertsal. Hendes første cd-indspilning skete i forlængelse af en koncert i London med Academy of St. Martin-in-the-Fields, i en alder af 17 år.

Petri har gennem karrieren udvist en konstant nysgerrighed og gerne bevæget sig uden for det gængse blokfløjte-repertoire, med talrige uropførelser på cv’et, og dertil gerne samarbejder med musikere fra andre musikalske genrer. Petri har f.eks. sam­arbej­det med så forskellige kunstnere som Sir Neville Marriner og Keith Jarrett, Gidon Kremer og Bjørn Svin.

Priserne kan vanskeligt tælles op, men nævnes her skal Léonie Sonnings Musikpris, som hun modtog i 2000. Koncerten afspejler Petris alsidighed, når publikum kan opleve hende som solist i både gode, gamle Tele­mann og i musik af den nulevende puer­to­ri­can­ske Sierra, der blander sit lands ekso­ti­ske rytmer med den moderne klassiske musik i suiten, der oprindeligt er komponeret for fløjte og guitar og orkester.

Med Shelley i spidsen følger Tivoli Copen­hagen Phil trop med på den ene side Mozarts statelige Haffner-symfoni og på den anden side Bizets temperamentsfulde Carmen-musik.

Køb billet