English Copenhagen Phil
24. juni 2018 kl. 15:00
Tivolis Koncertsal

Dirigent / Lawrence Foster
Solist / Ray Chen, violin
 
Tilson-Thomas / Agnegram
Bernstein / Three Dance Episodes from On the Town
Bernstein / West Side Story suite, for violin og orkester
Copland / El Salón México
Barber / Adagio
George Gershwin / American in Paris

Tivoli / Hyldest til Leonard Bernstein

Med Tivoli Copenhagen Phil på scenen fejres den amerikanske dirigent og komponist Leonard Bernstein, der ville være blevet 100 år i 2018. I koncerten omkranses fødselaren af komponister, som med forskellig relation til og inspiration fra Bernstein tegner amerikansk klassisk musik – en musik, som tydeligt er bærer af andre traditioner end den europæiske.

Bernstein var af en sin generations mest indflydelsesrige dirigenter, der stod foran verdens bedste orkestre og leverede kunst­ne­riske resultater på et enestående højt niveau. Derudover havde han en kær­lig­hed til musikformidling, hvilket f.eks. kom til udtryk ved tv-udsendelser om klassisk musik, der opnåede stor popularitet p.gr.a. Bernsteins brændende engagement.

Som komponist var Bernstein også en ener, og en af hans store bedrifter var at hæve musical-genren til et helt nyt kunstnerisk niveau med West Side Story. Her mestrer han på enestående vis både at lave fæng­ende melodier og skabe fantastisk orkester­musik.

Violinisten Ray Chen har siden han vandt Menuhin-konkurrencen i 2008 og Queen Elizabeth-konkurrencen i 2009 været et særdeles varmt navn på verdensscenerne og også ved tidligere besøg i Danmark høstet begejstrede anmelderroser. Ved koncerten får Chen lov at brillere i en særlig udgave af West Side Story, nemlig en version for violin og orkester.

Det er den amerikanske dirigent Lawrence Foster, der er orkestrets æresdirigent, som leder orkestret gennem eftermiddagens koncert.

Ved denne koncert bliver Dronning Ingrids Hæderslegat, som er blandt Danmarks største til unge lovende kunstnere på hver 250.000 kr., uddelt for ottende gang i Tivoli. Årets legatmodtagere er den norske opera­sanger Lise Davidsen og balletdanser ved Den Kgl. Ballet Astrid Grarup Elbo. Legat­er­ne bliver personligt overrakt af Dronning Ingrids døtre, HM Dronning Margrethe, HKH Prinsesse Benedikte og HM Dronning Anne-Marie.

Dronning Ingrids Hæderslegat er doneret af Oak Foundation og blandt Danmarks største legater for unge, lovende kunstnere.

Køb billet