Nyhedsbrev # 2 / Maj 2011 afmeld tip en ven facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Sæsonprogram 2011 / 2012 er på gaden

Mandag den 2. maj kom sæsonprogrammet for 2011 / 2012 på gaden. Offentliggørelsen blev markeret med en flash mob (surprise-koncert) på Københavns Hovedbanegård under uret. De mange rejsende spærrede både øjne og ører op, da musikchef Uffe Savery satte Ravels Bolero igang på lilletromme. Efter-hånden stødte alle 74 musikere til og fyldte den store hal med musik blandet med højtalerkald.
Bestil sæsonprogram 2011 / 2012 her

Nyt klassisk koncertformat: 60minutes

60minutes er vores nye klassiske koncertformat. Som optakt til hver koncert bydes publikum velkommen i foyeren med fx audio- og videoinstallationer, udstillinger, pre-talks eller kunst-nermøder, og en forudbestilt let anretning kan nydes. Herefter varmer et supportband (aftenens solist eller et ensemble fra orkestret) op til 60minutes koncerten, der starter kl. 21:00. Koncerten efterfølges af lounge, hvor en kulturpersonlighed spiller musik i forlængelse af aftenens tema.

60minutes koncerter i sæson 2011 / 2012:

60minutes of HEAT den 30. september er sæsonens åbnings-koncert, der står i tangoens tegn. Maxim Rysanov er solist i Benjamin Yusupovs Viola Tango Rock Concerto. Værket indeholder et innovativt koncept, hvor solisten ikke blot spiller akustisk bratsch, men også improviserer på elektrisk bratsch – samtidig med, at der indgår et ægte tangooptrin med danserne Alma og Aldo fra TangoPoetry. Dirigent er Lan Shui.
60minutes of DREAMS den 18. november er resultatet af en proces, hvor kræfter fra forskellige kulturelle øer møder hinanden et fjerde sted. Musiker og forfatter Kristian Leth bidrager som en nysgerrig instruktør, mens folkemusik-trioen Dreamers Circus (med vores koncertmester Rune Tonsgaard Sørensen) kaster egne og andres kompositioner i hænderne på orkestret og arrangør Hans Ek.
I 60minutes of CONNECTIONS den 2. december forbinder Henrik Marstal udvalgte satser fra forskellige Mahler symfonier. Fragmenter af Mahlers værker loopes, krydsklippes og indsættes i en elektronisk lydverden sat overfor orkestrets version af samme musik. André de Ridder, chefdirigent for det engelske Sinfonia ViVA, står på podiet.
60minutes of STRINGS den 20. januar har vores koncertmestre Erik Heide, Frederik Øland og Rune Tonsgaard Sørensen som solister og dirigenter. Koncerten intensiveres ved at sætte fokus på kontraster i stemning og lys i værker af Mozart, Barber og Nielsen. Support er orkestrets musikchef, Uffe Savery, med orkestrets blæsere og slagtøjsgruppe.
Og endelig har Jens Elvekjær, en af Danmarks mest efterspurgte pianister, længe ønsket at præsentere Schumanns musik i en helt ny ramme. Det er blevet til 60minutes of SCHUMANN den 30. marts, der ledes af 1. gæstedirigent Cristian Mandeal. Kon-certen fokuserer på, hvordan dobbeltheden i Schumanns væsen på forskellig vis kommer til udtryk i hans musik.
Support og lounge offentliggøres på vores nye hjemmeside

Symfoniske koncerter i sæson 2011 / 2012

Den nye sæson byder på såvel kendte som nye spændende solister og dirigenter i et alsidigt symfonisk repertoire.
Det kan fremhæves, at vi i den kommende sæson får besøg af den unge hollandske violinist Simone Lamsma, der har valgt at spille Bernsteins krævende Serenade. Marianna Shirinyan er igen på programmet denne gang med Beethovens Klaverkoncert nr. 1. ledet af det unge dirigenttalent, Michael Francis. Og én af orkestrets solocellister, Toke Møldrup, præsenteres i cello-koncerten over alle: Dvoraks Cellokoncert.
En eftermiddag i december spiller Den Danske Strygekvartet Beethovens Strygekvartet nr. 15 i a-mol med chefdirigent Lan Shui på podiet. Og i januar er Michael Carøe syngende konferencier til en nytårs-swing koncert med DKDM-Bigband.
I februar holder vi en Brahms festival med Vadim Repin, Andreas Brantelid, Berliner Filharmonikernes tidligere ’huspianist’ tyske Lars Vogt og – for første gang i Skandi-navien – pianisten Martin Helmchen.
Se alle koncerter i sæson 2011 / 2012 her

Jazz i koncertsalen

Glem ikke indeværende sæsons sidste koncert på fredag den 6. maj. Det bliver en forrygende sæsonafslutning i jazzens tegn!
Solist er Michel Camilo – en pianist i verdensklasse og en komponist, der krydrer sine melodier med caribiske rytmer og jazz-harmonier. Camilo er et studie i musikalsk overskud og livsglæde, og han medbringer denne aften George Gershwins elskede Rhapsody in Blue og sin egen Klaverkoncert nr. 2, Tenerife. På programmet er også John Adams’ The Chairman Dances og Coplands Appalachian Spring.
Dirigent er Grant Llewellyn.
Læs om koncerten her

Tak for i år

Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil skifter tradi-tionen tro navn i sommersæsonen til Tivolis Symfoniorkester.
Vi takker for en forrygende sæson og glæder os meget til at byde publikum velkommen til en spændende sæson 2011 / 2012.
Copenhagen Phil
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C. T: +45 33 91 11 99
copenhagenphil@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2018