Nyhedsbrev # 16 / August 2012 afmeld tip en ven facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

Ekstrakoncert med Efterklang

Alle 1000 billetter til 60 minutes koncerten med Efterklang den 10. oktober er nu solgt. Derfor annoncerer Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil og Efterklang en ekstra­koncert tirsdag den 9. oktober i Konservatoriets Koncertsal. Ved koncerten spiller Efterklang deres nye album, Piramida, live. Koncerten starter kl. 21, men dørene åbner allerede kl. 19:30 til ‘Den Musikalske Markedsplads’ med spisning, installationskunst og kunstnermøder. Kl. 20:30 er der support med Peter Broderick, og efter koncerten spiller en DJ i loungen.
Billetsalget til ekstrakoncerten starter fredag den 24. august kl. 12 på vores billetportal
9. oktober fra kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal (ekstrakoncert)
10. oktober fra kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal (udsolgt)
12. oktober fra kl. 19:30 / Kulturværftet, Helsingør
Ekstrakoncert med Efterklang den 9. oktober.

Stor sæsonåbning

Den 28. september starter vintersæsonen, og Sjællands Symfoni­orkester / Copenhagen Phil er igen tilbage i Konservatoriets smukke Koncertsal. Åbningskoncerten har fornemt besøg af violinisten, Hrachya Avanesyan, der er solist i Carl Nielsens Violinkoncert. Samme værk skaffede ham både råb, pift og en førstepris ved Carl Nielsen Konkurrencen for fire år siden. Og da han året efter spillede kammermusik i Frederiksværk, blev publikum nærmest væltet omkuld – også violinprofessor Tutter Givskov: “Bortset fra gamle Oistrakh og Isaac Stern har jeg aldrig hørt noget lignende. Han spiller bare så godt. Sådan skal en violin lyde!”
Chefdirigent Lan Shui står i spidsen og leder også Beethovens 7. symfoni og Pernille Louise Sejlunds Bubbles.
26. september kl. 19:00 / Maribo Hallen
27. september kl. 19:30 / VU-Hallen, Vordingborg
28. september kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
Hrachya Avanesyan er solist i Carl Nielsens Violinkoncert.

War Requiem

Vi er stolte af at præsentere Brittens storslåede og sjældent spillede War Requiem den 5. oktober. Værket heler sårene efter to verdenskrige og er et af det tyvende århundredes mest grib­ende forsvar for humanisme og pacifisme. War Requiem skrev Britten til indvielsen af den genopbyggede katedral i den engelske by Coventry i 1962. Teksten tog han fra den katolske dødsmesse afbrudt af ni digte af Wilfred Owen. Denne aften fremføres teksten af Yana Kleyn (sopran), Niels-Jørgen Riis (tenor), Günter Haumer (baryton) og intet mindre end fire kor: Køben­havns Drengekor, DKDM Kammerkor, Kammerkoret Camerata og Kammerkoret Hymnia.
5. oktober kl. 19:30 / Konservatoriets Koncertsal
6. oktober kl. 19:30 / Malmö Konserthus
Lan Shui Foto: Harrison Parrott 1,2 MB
Chefdirigent Lan Shui dirigerer War Requiem.
Copenhagen Phil
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C. T: +45 33 91 11 99
copenhagenphil@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2018