60 minutes of Efterklang
Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phils nye 60 minutes sæson skydes i gang den 10. oktober 2012 med ingen ringere end Efterklang, der er tilbage på den danske koncertscene efter halvandets års pause. Sammen vil de to orkestre præsentere 60 minutter fyldt med inspirerende musik, mystiske vibrationer og masser af Efterklang.
Et af Danmarks mest anerkendte indie-bands, Efterklang, har valgt at præsentere nyt materiale på storslået vis. Sammen med Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil opfører de den 10. oktober deres nye og 4. album, Piramida, i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg (DR’s tidligere Radiohus) – det bliver bandets første koncert i Danmark efter en pause på 18 måneder.
Samme koncert får verdenspremiere den 26. maj 2012 i Operahuset i Sydney med Sydney Symphony Orchestra. Piramida udkommer senere i år på 4AD (Rumraket/A:larm i Danmark).
Koncerten dirigeres af den innovative og Berlin-bosatte (ligesom Efterklang) André de Ridder, der er kendt for sin medvirken i utraditionelle koncertkonstellationer. Han har bl.a. samarbejdet med kunstnere så forskellige som BBC Symphony Orchestra, Gorillaz, Dessner-brødrene fra The National og Mouse on Mars.
For at sikre at orkestret bliver en integreret del af 60 minutes of Efterklang koncerten, står de klassiske komponister Missy Mazzoli (Kronos Quartet, Victoire), Karsten Fundal (Under Byen, Choir of Young Believers) og Daniel Bjarnason (Sigur Rós, Múm) for orkesterarrangementerne. Dertil har den eventyrlystne trio inviteret Peter Broderick til at spille klaver, Katinka Fogh Vindelev til at synge kor og endelig en speciel guest star til at spille trommer, som vil blive offentliggjort senere.
Som support har André de Ridder og Efterklang inviteret Peter Broderick (US, Bella Union) til at spille. Peter Broderick udgav tidligere i år det vellykkede og roste album http://itstartshear.com
Dørene åbner kl. 19:30, Den Musikalske Markedsplads starter kl. 20, supporten kl. 20:30 og 60 minutes of Efterklang er kl. 21. Efter koncerten spiller en DJ i loungen.
60 minutes er Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil nye koncertformat, der præsenterer nye måder at bruge symfoniorkestret på. 60 minutes of Efterklang er den første af fire 60 minutes koncerter i sæson 2012 / 2013. Koncerten spilles også den 11. oktober i Gjethuset i Frederiksværk og den 12. oktober på Kulturværftet i Helsingør.
|