Amerikansk musik i koncertsalen
Den 16. marts åbner Sjællands Symfoniorkester / Copenhagen Phil dørene til koncerten, American Selections, med fokus på amerikansk musik.
Aftenens koncert er orkestrets bidrag til den ugelange PULSAR-festival, der præsenterer amerikansk musik. Denne aften dirigerer Andreas Delfs to amerikanske og en ung engelsk komponist.
Symfoni på én sats
Samuel Barbers (1910-1981) er kendt for sin melodiske sans og sin musikalsk individuelle stil. Aftenens værk, Symphony in one Movement, er skrevet i 1936, mens Barber studerede i Rom – et ophold, der blev muliggjort af et stipendium, som fulgte med tildelingen af den prestigefyldte ‘Rome Prize’. Det blev hans gennembrud som komponist, og værket blev opført i Rom, Cleveland og New York.
Symphony in one Movement er, som titlen siger, uden de traditionelle fire satser. I stedet er værket formmæssigt dannet af én sats. Instrumentationen svarer til det traditionelle symfoniorkesters, men har strygerne som det bærende element. Stemningen igennem satsen er gennemgående dramatisk, men af underfundig karakter, da der dynamisk veksles i intensitet.
Personlig symfoni
John Corigliano (f. 1938) er generationen efter Barber. Han har skrevet musik i en lang række genrer, herunder filmmusik. Coriglianos tidlige værker har han selv beskrevet som en intens, spændingsfyldt videreførelse af Barber-generationens ’rene’ amerikanske lyd. Hans 1. symfoni er skrevet i 1989 og er siden uropførelsen året efter blevet opført af over 150 orkestre verden over.
Symfoni nr. 1 er skrevet som en reaktion på 1980’ernes AIDS-epidemi, hvor Corigliano mistede en række venner og kolleger. Symfonien er et af komponistens mest personlige og udtryksfulde værker. Den er tilegnet hans venner, og i musikken optræder et helt galleri af venner, der mindes.
Nyt kompositions-talent
Endelig præsenterer det nye talent, Nicholas Martin sit værk, Mirror Distort Shadow fra 2010, der denne aften får sin uropførelse. Det bliver en ganske særlig oplevelse, hvor orkestret er opdelt i seks forskellige kammermusikgrupper, der placeres rundt om publikum.
Martin (f. 1989) er studerende på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han er ved at afslutte kandidatuddannelsen i komposition. Før dette har han studeret på Royal Academy of Music i London. Trods sin unge alder er han allerede en fuldt udviklet komponist, der behersker sine midler med stor præcision.
|