PM. Copenhagen Phil fejrer Anders Koppel afmeld tip en ven facebook
Copenhagen Phil, Hele Sjællands Symfoniorkester

PM. Copenhagen Phil
fejrer Anders Koppel

Nogle komponister kan man bare ikke sætte i bås. Én af dem fylder 70 i år. Den 24. november 2017 fejrer Copenhagen Phil Anders Koppel i Dronningesalen på Den Sorte Diamant – i rollerne som både kom­po­nist, far, hammond­orgel­vir­tuos, kammer­musiker… og fødselsdagsbarn.
Han har det ikke fra fremmede. Anders Koppel er en del af dansk musiklivs største familie af rendyrket talent i stort set alle genrer, og han har haft helt afgørende indflydelse på dansk musikliv gennem mere end 50 år.
Der er mange, der kender Anders Koppel som hammond­orgel­spilleren fra grupperne Bazaar og Savage Rose. Mange har set nogle af de over 200 film, han har komponeret musik til. Men han er også en komponist med et væld af klassiske værker på samvittigheden, herunder ikke færre end omkring 30 koncerter for solister med orkester – også for instrumenter, man ikke er forvænt med såsom tuba, blokfløjte, marimba og saxofon.
Med den unge dirigent Christian Schumann på dirigentpodiet fejrer Copenhagen Phil denne aften Anders Koppels 70 års fødsels­dag med bl.a. to af de instrumentalkoncerter, som er blevet hans varemærker. Koppel har skrevet fire koncerter for marimba og orkester. Denne aften er Copenhagen Phils egen Benjamin Fox solist i Koppels marimba koncert nr. 1, der kom til i 1995 som finaleværk til en international slagtøjs­konkurrence. Værket er i dag blevet et standardværk for marimbasolister med over 300 opførelser. Her får solisten lov til at vise alle sider af marimbaens udtryks­muligheder – og det hele kulminerer i en stor, virtuos kadence i sidste sats.
Anders Koppel har også skrevet ét af aftenens andre værker for et instrument, der normalt ikke står foran et symfoni­orkester: dobbeltkoncerten for violin og altsaxofon fra 2014. Værket er som altid hos Koppel fokuseret på den direkte kommunikation mellem musikerne indbyrdes og ikke mindst med publikum.
Koncerten slutter i familiens tegn – for når nu man har musikalske legekammerater i sin egen familie, er det oplagt at tage mindst én af dem med. Sammen med Benjamin Koppel og trommeslageren Peter Nielsson slutter fødselsdagsfesten med Koppel & Søn Trio. Meget kendetegnende for en mand, der hele sit liv har knoklet for at nedbryde grænserne mellem rytmisk og klassisk musik.
PRAKTISK INFO
24. november 2017 kl. 19:30
Dronningesalen, Den Sorte Diamant
Copenhagen Phil
Dirigent / Christian Schumann
Koncerten indledes med en strygekvartet fra orkestret, der spiller sammen med Benjamin Koppel og Anders Koppel
Anders Koppel / Marimba koncert nr. 1
Anders Koppel / Koncert for violin, altsaxofon og orkester
Koppel & Søn Trio
Medvirkende / Anne Søe, violin / Benjamin Koppel, saxofon / Benjamin Fox, marimba / Koppel & Søn Trio / Strygekvartet fra orkestret
Copenhagen Phil
Rosenørns Allé 22, 5. 1970 Frederiksberg C. T: +45 33 91 11 99
copenhagenphil@copenhagenphil.dk www.copenhagenphil.dk
Dette nyhedsbrev udgives af Copenhagen Phil.
©Copenhagen Phil 2018